De stakkels mænd

For en tid siden så jeg DR’s miniserie ”Mandefald” om mænds identitetskrise i kølvandet på kvindernes tilkæmpede ligestilling i samfundet. Mens kvinder for størstedelens vedkommende har foldet sig selvsikkert ud i alle erhvervs- og uddannelsessammenhænge, har en ret stor gruppe mænd ikke fundet sig en livspartner, har ikke fået børn eller uddannelse, mange af dem er ensomme, lider af livsstilssygdomme og dør statistisk set langt tidligere end gifte mænd. Nogle af dem har svært ved at finde indhold både i deres personlige og professionelle liv. Andre taler bittert og desillusioneret om kvinder og giver udtryk for, at kvinder er krævende og vanskelige at omgås.

Søndag 19.april læste jeg en interview i Jyllandsposten (journalist Jamilla Alvi), hvor forfatteren Sofie Jama giver udtryk for, at hun har lidt ondt af den ”den hvide mand” og vil gerne frigøre ham (Sofie Jama er fra Somalia, hvilket forklarer, og til en vis grad berettiger, kategoriseringen ”den hvide mand”). I forbindelse med hendes nye bog har hun, som en del af sin research, oprettet profiler på nogle af de fora, hvor mænd skriver om kvinder (se også mit tidligere indlæg om dette: Virkelig??!!). Her har hun erfaret, at mange mænd føler sig ”overset og overflødige, og at den altomfavnende feministiske magt overtager og griber om sig”. Hun gengiver eksempler på både den aggressive mands holdning: ”De skandinaviske kvinder er skyld i at den vestlige verden går under, og derfor skal de skydes eller voldtages”, og eksempler på den desillusionerede mand: ”Han var 40 år gammel og sad alene i sin lejlighed, havde ingen børn og havde mistet sit job, mens hans jævnaldrende kvindelige bekendte havde job, kunne få børn med sig selv og kunne drage fordel af deres seksualitet til at få sex”. Nu kunne man jo anføre, at der jo ikke er noget til hinder for, at også mænd bruger deres seksualitet til at få sex, men faktisk ligger hele problematikken lige akkurat gemt her. Ikke for alle mænd naturligvis, men mændene i serien ”Mand dig op, mand” havde fx tydeligvis svært ved at finde en manderolle som ”passer”. For kvinder vil hverken have macho-typen, som er alt for optaget af sig selv, eller den bløde mand, som knapt vil vedgå sig sin maskulinitet. Kvinder vil gerne have noget indimellem, men der følger inden anvisninger på hvordan ”indimellem”, og der er ingen steder, hvor man kan lære det.

Jeg tænker, at problematikken i høj grad knytter sig til ændrede kønsroller, og derfor er min overskrift på ingen måde ironisk ment, jeg har faktisk lidt ondt af mændene. Tidligere var rollerne tydeligt fordelte. Mændene stod (mest) for det rationelle, handlekraftige, aggressive og nøgterne, mens kvinderne stod (mest) for følelser, bekymringer, sårbarhed, empati og omsorg. Fordelingen har uden tvivl været nødvendig i langt det meste af menneskenes historie, hvor krig om territorium, politik og religion har spillet en meget stor rolle. Når krig (både som angreb og forsvar) har været en del af menneskets daglige virkelighed, så har det også været nødvendigt at kunne lukke ned for følelserne og empatien, når man stod overfor fjenden. Der har derfor hersket en kultur, som har forherliget og berømmet denne kriger-evne til at skrue ned for følelserne. For mange mænd er det derfor stadigt skamfuldt at fremstå for feminine, for bøssede, for svage eller for sårbare. Mænd har altså kun i mindre grad fået afgang til det fulde spektrum af både maskuline og feminine værdier, mens kvinder i dag gennem kvindefrigørelsen har fået adgang til både at kunne agere feminint og maskulint. 

En mand bliver først for alvor tiltrækkende i kvinders øjne, når han vedgår og inddrager sine feminine sider såvel som maskuline sider. Han skal altså favne og acceptere sine mere sårbare og sentimentale sider, samtidig med at han er handlekraftig, beslutsom og nøgtern. På samme måde bliver en kvinde mere tiltrækkende i en mænds øjne (formoder jeg), hvis hun favner sine maskuline sider og evner at vise initiativ og sætte grænser, samtidig med at hun også er funderet i sin femininitet. Så jeg tænker at udfordringen for den store gruppe mænd, som ikke kan finde deres identitet som mænd, dels handler om at skulle vedgå sig nogle feminine sider, som de kulturelt set har lært at skamme sig over eller at undertrykke, og dels at de skal vedgå sig en maskulinitet, som har været temmelig udskældt (og sommetider latterliggjort) i kølvandet på rødstrømpebevægelsen.

Mit råd til mænd? Dybest set drømmer kvinder om mænd, som giver dem et frirum i hvilket, de trygt kan folde sig ud som kvinder og som menneske. Mænd som oplever kvinder som gudinder (og tro mig, tilbedelsen vil blive gengælt). Det lyder banalt – jeg kan selv høre det – men måske har vi bare alle brug for at se op til hinanden? Måske finder man kun sin egen kønsrolle ved at acceptere tilbedelsen af dens modsætning? 

 

 

 

Samtykkelov på kvindernes kampdag..

Forsidehistorien i Jyllandsposten i dag – på kvindernes kampdag – handler om, hvorvidt en samtykkelov vil kriminalisere sex, eller om den vil være en hjælp for voldtægtsofre. Strafferådet (syv mænd og fire kvinder) anbefaler imod en samtykkelov med henvisning til, at sex normalt ikke opleves som en indgået ‘aftale’ mellem to parter men nærmere baseres en forståelse af frivillighed mellem deltagerne. Deres pointe er, at man ved en samtykkelov vil gøre sex til en aktivitet som i udgangspunktet er kriminel, og som så skal legaliseres gennem et samtykke. Samtykket kan gives enten som et eksplicit ja, eller ved at man deltager aktivt i samlejet. Og ja, tænker man, er det ikke også nogenlunde sådan, det bør være? Burde vi ikke alle være så bevidste om det menneske, vi er intimt sammen med (uanset om det er en mangeårig ægtefælle eller en engangsaffære), at vi ligesom fanger en eventuel manglende engagement eller endda modvilje hos den anden part? Men nej, det er langt fra tilfældet – det ved næsten alle kvinder på jordkloden. Især mænd er ikke så gode til at aflæse deres kvindes kropssprog og lader ofte bare egne drifter råde – ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi de aldrig har lært andet.  Vores kultur bygger på en forestilling om, at mænd ikke kan styre deres seksualitet og drifter. Det bliver derfor kvinderne, som skal styre deres og lægge låg på deres seksualitet, så den ikke frister mændenes ustyrlige lyst.  Jeg tror det kan have nogle historiske og udviklingsmæssige årsager: I umindelige tider har rollerne mellem mænd og kvinder været tydeligt fordelte: Mændene stod for det rationelle, handlekraftige, aggressive og nøgterne, mens kvinderne stod for følelser, bekymringer, sårbarhed, empati og omsorg. Fordelingen har uden tvivl været nødvendig i langt det meste af menneskenes historie, hvor krig om territorium, politik og religion har spillet en stor rolle. Når krig (både som angreb og forsvar) har været en del af menneskets daglige virkelighed, så har det også været nødvendigt at kunne lukke ned for følelserne og empatien, når man stod overfor fjenden. Der har derfor hersket en kultur, som har forherliget og berømmet denne kriger-evne til at lukke ned for følelserne. Ideen om, at rigtige mænd ikke viser følelser, eller at drenge ikke græder, er ikke sådan at komme til livs, og når der så ovenikøbet også hersket en ide om, at når man først har sagt ja, så kan man ikke en halv time senere sige nej, ja så det forståeligt, at det stadig er lidt en gråzone at navigere i både for mænd og kvinder. Kan en samtykkelov hjælpe på det? Både ja og nej, tænker jeg. En samtykkelov vil sætte fokus på problemstillingen, sådan at flere vil spekulere på, hvordan et samtykke egentlig kommer til udtryk. Men vil en samtykkelov hjælpe de (primært) kvinder, som har oplevet overgreb fra personer, de kendte i forvejen – vil den slags voldtægtssager ikke altid være påstand mod påstand? Hvem skal afgøre om hendes kropssprog var indbydende eller afvisende? Hvornår er man så passiv, at det må betyde NEJ?

Jeg er ikke imod lovforslaget – det sætter fokus på nogle vigtige spørgsmål og flytter definitionen af ‘voldtægt’ – men jeg er ikke tilhænger at den “aftale-mentalitet” omkring sex, som kan blive resultatet af loven. Ville det ikke være bedre med en ny kultur på området? En kultur hvor vi opøver en så stor følelsesmæssigt intelligens, at vi kan aflæse hinandens kropssprog og handle respektfuldt i overensstemmelse med de signaler vi får? Hver gang? For de fleste kan (heldigvis) det meste af tiden. Spørgsmålet er, om en ny lov og voldtægts-definition også vil udvikle en ny kultur – eller blot nye typer retssager? Eller bliver en samtykkelov bare et underligt ‘bureaukratisk’ lag for almindelige mennesker? Eller – kunne man håbe på – vil loven give en kærkommen anledning til forventningsafstemning? Måske sammen med den kondom-snak, vi næsten også har glemt igen…

 

 

De mange kønsidentiteter…

Jeg synes, at diskussionen om køn er kommet lidt på afveje. Da jeg første gang skrev om det flydende køn her på bloggen (2016), var det et forholdsvist nyt emne i den offentlige debat uden større opmærksomhed. Det må man sige har ændret sig i løbet af de sidste par år.

For at beskrive ideen om det flydende køn (som jeg forstår det), vil jeg bruge en gammeldags radio som eksempel. På en radio skruer man en nål frem og tilbage på en skala over de forskellige radiokanaler – hvis man vil høre en anden kanal skruer man bare hen til kanalens position på skalaen. På samme måde forestiller jeg mig, at de maskuline og feminine værdier ligger på en skala, hvor man kan flytte sig frem og tilbage. Nogle dage er man måske mest i den feminine ende af skalaen og andre dage i den maskuline. Nogle mennesker er altid i den ene eller anden ende af skalaen, mens andre er mest i midten og bliver lidt utilpasse ved tanken om at skulle for langt ud i yderpositionerne. Og så tror jeg, at der også er en vertikal mulighed i hver position på skalaen – hvis man fx står i en position i den feminine ende af skalaen, vil der i denne position også være mulighed for at skrue op og ned for det feminine/maskuline. Lidt ligesom når man vælger farver i Word, hvor man først vælger en bestemt farve og derefter kan vælge at gøre nuancen mørkere eller lysere.

Tidligere var det ikke så velanset at kvinder fx bevægede sig for langt over i den maskuline ende af skalaen og omvendt for mændene. Det er det forhold, kvindebevægelsen og feminismen har kæmpet for at ændre. Det er derfor, at vi alle bør være feminister, fordi man i den bevægelse ønsker at ligestille alle mennesker og give dem lov til at udfolde sig, som de ønsker, uanset hvilken krop de er født med. Men det er altså ikke det samme, som at man kan kalde sig mand den ene dag og kvinde den anden – som desværre har været en af debattens afveje: At en mand, som føler sig som en kvinde, bør kunne opstille og konkurrere mod kvinder i sportskonkurrencer, og at en kvinde, som føler sig som en mand, bør kunne gå i bad i mændenes omklædningsrum. Det ene vil kræve at man ikke deltager for at vinde (for der har mandekroppen ofte en fordel), og det andet vil kræve, at man som kvinde aldrig vil blive forulempet eller udsat for overgreb fra mænd. Begge dele synes at have lange udsigter.

Lad os kalde en spade for en spade: Der er to køn. Hanner og hunner. Kvinder og mænd. Hunkønskroppen kan noget og hankønskroppen kan noget andet. Så er der et utal af kønsidentiteter, alt efter hvor man placerer sig på ovenfor beskrevne skala. Men uanset hvilken kønsidentitet man har/vælger, kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være et problem at blive identificeret som enten kvinde eller mand på baggrund af kroppen. Eller at man forskelsbehandler for netop at sikre lige udfoldelsesmuligheder for de to biologiske køn (fx opdelte konkurrencer og omklædningsrum).

Fakta er, at selvom en kvinde kalder sig en mand, fordi hun føler sig som en mand, vil hun blive behandlet som en kvinde, fordi hun har en kvindekrop. Det vil ofte sige, at hendes risiko for at blive udsat for vold, voldtægt, lav løn, hån eller seksuelle overgreb (verbalt eller fysisk) er noget højere, end hvis hun havde en mandekrop. Det er virkeligheden for uendelig mange kvinder kloden over. Fakta er, at når kvinder i de rige lande gør det til et problem, at der ikke er andre afkrydsningsfelter end “mand” eller “kvinde”, svigter de alle de kvinder, som lever udsatte og begrænsede liv, blot fordi de er kvinder. I stedet for at kæmpe for retten til at kalde sig intetkøn eller for at kunne definere sig som mand, selvom man har en kvindekrop, så skulle man måske hellere kæmpe for at ligestille værdien af kvinde- og mandekønnet og på den måde undgå, at dét, at blive defineret som kvinde eller mand på baggrund af biologien, bruges til at forhindre det ene biologiske køn i at kunne gøre det samme som det andet. Og det er der, kampen bør stå: For ligeværd og ligestilling mellem de to biologiske køn, sådan at ingen vil opleve det som problematisk at være født med enten den ene eller den anden krop. Og for at vi frit kan udtrykke vores kønsidentitet, uden at der opstår et modsætningsforhold til det fysiske køn – vi er længere fra målet, end vi tror.

Læs mine tidligere blogs om emnet her:

at være af flydende køn…

Kategoriseringer af køn og seksualitet

 

 

Virkelig??!!

Jeg læste for et par uger siden, at ligestillingsministeren Mogens Jensen vil igangsætte en ”undersøgelse af internetfora, hvor særligt unge mænd opildner hinanden til modstand mod ligestilling og kvinders rettigheder, og hvor seksuelle krænkelser og vold mod kvinder legitimeres”.

VIRKELIG!!? Samles unge mænd i internetfora, hvor de bakker hinanden op i modstand mod kvinder og ligestilling, og i legitimering af vold og krænkelser mod kvinder? Jeg kunne forstå det, hvis det havde været mænd i 70-års-alderen, som kunne huske de gode tider ”dengang kvinder kendte deres plads i hjemmet” men unge mænd?
Artiklen (skrevet af pressesekretær Morten Kaus) kommer med et bud på hvorfor: ”Med #MeToo bevægelsen blev der sat øget fokus på seksuelle krænkelser overalt i samfundet, og bevægelsen gav kvinder mulighed for at beskrive og klage over de overgreb, de oplever. Det har dog også givet anledning til, at nogle mænd føler, at mænd mister deres position i samfundet”.

Hmm ja, det er sikkert rigtig nok – det med den mistede position. Når man har lovgivet sig til lige rettigheder mellem kvinder og mænd, så har det jo været mændene, som har måttet afgive de rettigheder, som de traditionelt har siddet på i umindelige tider. I den forstand kan man godt forstå, at nogle mænd ville have foretrukket et status quo.

I virkeligheden viser det bare, hvor ny denne ligestillingsproces er, og det viser også, at kvindekampen (som det hed engang) netop er en kamp, og at den langt fra er ovre. Desværre.
Vi må have gjort noget forkert, siden disse unge mænd føler sig som ofre og forsvinder ind i dette mørke hadefulde og begrænsede rum. Gid kærligheden og lyset må finde dem… og os andre med dem.

Se artikel fra ministeriet her:
https://mfvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/undersoegelse-skal-afdaekke-omfanget-af-kvindehad-paa-

 

Ord-nørderi (om kærlighed og elskov)

Jeg kan godt lide, at verbet ’elske’ på dansk ikke har sit udspring i navneordet ’kærlighed’. Ganske vist er det sådan, at hvis man stiller spørgsmålet: ”Hvad er kærlighed”, ville langt de fleste svare, ”at det er, når man elsker nogen”. På den måde er de to ord/begreber knyttet til hinanden i det danske sprog. Jeg har bare svært ved at sige ’jeg elsker dig’ til et andet menneske – jeg forstår godt den kulturelle og sociale værdi, som ordet har i den sammenhæng, men jeg synes bare, at ordet er et, man bruger til at sige ”jeg elsker tulipaner – eller chokolade – eller stjernenætter”. Altså noget som gør noget godt – giver en sanselig nydelse eller glæde eller tryghed eller hvad det nu kan være. Det er også derfor at det giver mening at spørge nogen om, hvorfor de elsker fx deres kæreste – fordi man i denne forståelse elsker nogle bestemte egenskaber og handlemåder og oplevelser, man har sammen med dét menneske. For mig har det stået i modsætning til ’at føle kærlighed for nogen’, hvor man giver kærlighed til nogen uden at forvente noget retur, og hvor kærligheden også favner personens mindre gode sider. 

Men så undersøgte jeg ordet ’elske’, jeg har nemlig længe troet, at verbet ’elske’ udspringer af navneordet ’elskov’, som i man i dag mest bruger om sanselig, erotisk samvær, og at ordet elske derfor netop handler om noget, man får ud af at være sammen med et andet menneske. Men et opslag i Den danske Ordbog giver denne oprindelige betydning af ordet ’elskov’: ”beslægtet med norrønt elskhugi, elskugi, dannet af elskr ‘besjælet af kærlighed’ og hugi (hugr) ‘hu, sind, hensigt”. Altså en hensigt eller et sind besjælet med kærlighed. Et opslag samme sted giver denne oprindelige forklaring på ordet ’elske’: ”norrønt ’elska’ af en rod med betydningen ’nære, opdyrke’” (måske derfor man dyrker elskov?). Engang i norrøne tider kunne man altså være ’elskr’ = besjælet af kærlighed, hvilket gør elskov til et så meget bedre ord end sex 🙂 . Verbet ’elske’ er altså det, man aktivt gør, når man er besjælet af kærlighed.

Kærlighed har omvendt ikke noget anvendt verbum – men man kan være kærlig, og det er en god pointe; man er ikke kærlig, fordi det andet menneske har nogle bestemte gode egenskaber (de kan selvfølgelig øge lysten til at være kærlig 🙂 ) – men man er kærlig, fordi man har kærlighed i sig, og fordi man kan se, at det andet menneske har brug for omsorg, ømhed, tryghed osv. Man er kærlig, fordi man har et sind besjælet af kærlighed. På den måde er kærlighed i det danske sprog ikke noget, man gør, men noget man er. Og når man retter denne iboende kærlighed mod et andet menneske (eller ting, sag osv), så nærer/opdyrker man netop det menneske, og får det på den måde til at folde sit potentiale ud.

Det, som vi i kærlighed retter lyset eller blikket mod, vil vokse og blomstre. 

anniversary beautiful birthday bloom
Photo by Pixabay on Pexels.com

1000 hits!

Så ramte min blog 1000 hits. Hurra – tillader jeg mig at sige, selvom 1000 hits på 4 år ikke er specielt imponerende. Det er i hvert fald ikke et besøgstal, som vil give mig reklameindtægter 😀 Det er måske ovenikøbet de samme 15 mennesker, som besøger siden igen og igen? Det er ikke godt at vide. Men jeg reklamerer heller ikke selv for min blog, og hvorfor egentlig ikke? Det har jeg spurgt mig selv om mange gange de sidste par år. Umiddelbart har det noget at gøre med, at jeg har arbejdet i vikariater og derfor har været jobsøgende ind i mellem, og jeg er faktisk lidt bekymret for, om indholdet i bloggen vil gøre en eventuel arbejdsgiver betænkelig ved at ansætte mig. En skoleleder vil måske bekymre sig om, hvad forældrene vil sige til, at en af skolens lærere – måske endda deres barns klasselærer – skriver om feminisme, porno og nøgne kroppe. Af samme grund har jeg da også overvejet at lukke bloggen for at undgå at blive fundet i en eventuel google-søgning. Dybest set er det angsten for fordomme og stigma, som afholder mig fra at reklamere for bloggen, og som gør mig usikker på, om jeg skal blive ved. Omvendt kan usikkerhed, tvivl og sårbarhed nok ikke helt undgås, når man lægger hovedet på blokken (bloggen :)) og offentlig deler meninger og holdninger. Jeg bliver ved en tid endnu. Og i anledning af de 1000 hits vil jeg gerne sige tak til de (måske) få som indimellem kigger forbi – jeg er glad for, at I gør!

Fortolkningssystemer

For en tid siden så jeg et klip på Facebook fra programmet Sara Bro på DR2, hvor Knud Romer kommer ud i en argumentation, som han ikke slipper helt godt fra på trods af en ellers god pointe. I sofaen hos Sara Bro sad også Ekaterina Andersen, som er en af de tre kvinder bag Ludermanifestet (se mit sidste blogindlæg). Programmets emne er nøgenbilleder, som kvinder deler på de sociale medier for at sætte fokus på feministiske emner og budskaber – i modsætning til de nøgenbilleder som deles uden kvindernes accept (hævnporno). Ekaterina Andersen argumenterer for sin ret til at være nøgen eller udfordrende klædt uden at blive nedvurderet eller behandlet dårligere end andre. Det er i respons til dette, at Knud Romer bliver inddraget. Han medgiver, at man naturligvis bør kunne klæde sig, som man vil og stadig have krav på at blive behandlet med respekt, men at det kræver, at vi alle anvender den samme fortolkningssystem. Og det er en rigtig god pointe – selvom han formidler sin pointe så dårligt, at han får mange nedladende og hårde kommentarer i Facebook-opslaget, mest fordi de fleste misforstår ham. Jeg tror ikke, at han personligt mener, at ludere kan behandles dårligere end andre, men at man må forvente at blive dårligere behandlet som luder i et samfund, som har et fælles fortolkningssystem, som placerer luderen nederst i hierarkiet. 

Ekaterina Andersen bekræfter faktisk samme pointe lidt tidligere i udsendelsen (cirka 11 minutter inde i programmet). Hun fortæller nemlig, at hun ikke oplever at blive taget alvorligt i forhold til de mange andre emner, som hun også gerne vil tale om, fx klima, indvandring osv. Medierne og publikum er kun interesseret i hende så længe, hun deler nøgenbilleder eller skriver om seksuelle emner. Og det er netop dét, som er Knud Romers pointe, at vores kultur er baseret på en ide om, at alle værdier kan placeres i et hierarkisk forhold til hinanden, rig er bedre end fattig, ung bedre end gammel, direktør bedre end skraldemand, veluddannet finere end ufaglært og så videre. I dette system bliver man også behandlet efter position – sådan at den kendte filmstjerne får – og kan forvente at få – privilegier, som fiskeren fra Hvide Sande ikke får. I dette system står intellektet over kroppen, det nøgterne over lidenskaben. Derfor er luderen placeret langt nede på ranglisten, mens madonnaen/moderen/hustruen er noget højere placeret og kan derfor forvente en respekt og beskyttelse, som luderen ikke har krav på i samme omfang – ligesom heller ikke tiggeren, den hjemløse, den pædofile, svindleren og så videre – der er mange ”kategorier” af mennesker, som vi egentlig accepterer må og bør forvente en anderledes (dårligere) behandling. Knud Romer konstaterer blot denne præmis, mens Ekaterina Andersen har bøjet sig for den, når hun – for at blive taget alvorligt i samfundsdebatten – har måttet gøre sine profiler på de sociale medier mere ”kedelige” – altså med færre nøgenbilleder.

En hierarkisk opdeling af verden er en del af det maskuline paradigmes tankesæt, og som er med til at sikre, at vi udvikler os som mennesker – at vi har noget at stræbe efter, men i en forhåbentlig mere feminin fremtid tror jeg, at vi i højere grad vil bruge det hierarkiske system til at lytte mere til de personer, som taler med viden, visdom, indsigt og dybde – uanset om de er klædt som ludere eller tiggere – end at vi vil vurdere folk på deres ydre. Vi vil fortsat sætte nogle værdier højere end andre, men hvilke egenskaber og værdier, vi værdsætter, vil ændre sig. 

Facebook-klippet med Knud Romer kan ses via dette link: Klip med Knud Romer i Sara Bro på DR2

Hele udsendelsen kan – indtil videre – ses via dette link: Sara på DR2, Nøgenbilleder

De nye og yngre feminister

Jeg har før skrevet om kvindelige kunstnere, som bruger deres egen (ofte nøgne) krop i deres kunst. For en tid siden blev jeg præsenteret for endnu en af disse kvindelige kunstnere i et kunstprogram på TV; Maja Malou Lyse. Hun kan følges på Instagram men tjek også dette link:

habitual_body_monitoring2

Hun hører i sit udtryk til det, man også kalder fjerdebølgefeminister, og som især har de tre forfattere bag bogen ”Ludermanifestet” som de tydeligste frontfigurer: Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen. Disse tre mener, at luderbegrebet er blevet brugt til at holde den kvindelige seksualitet nede ved at knytte skam til dets eksplicitte udtryk. Derfor opfordrer de kvinder til at tage kontrol over luderbegrebet og ikke kun lade det være et skældsord, som anvendes til at nedgøre kvinders seksualitet. Kvinder skal i stedet tage begrebet på sig og signalere, at det en kvindes fulde ret at klæde sig som hun vil uden at blive nedgjort, gramset på, voldtaget eller undervurderet. Det er de tre forfatteres stærkeste pointe – jeg har selv skrevet om det i et tidligere blogindlæg (Free the nipple); det handler ikke om at alle kvinder skal eller har lyst til at være topløse eller klæde sig luderagtigt, men om retten og muligheden for at kunne gøre det uden at (for at gentage mig selv) at blive nedgjort, gramset på, voldtaget eller undervurderet.
De tre forfattere lever deres pointer ud ved at poste billeder af sig selv på de sociale medier, hvor de ofte er ret afklædte og i hvad man ville kalde seksuelt udfordrende stillinger. Men det virker som om hensigten med nogle af billederne er at se så godt ud som muligt – selfies med reference til pin-up traditionen, mens andre har til hensigt at provokere borgerskabet ved at bruge ret kraftige pornoreferencer i billedsproget. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kalde dem billedkunstnere, fordi deres anvendelse af billedsproget fra pornoen og pin-up’en er så ukritisk og unuanceret. Det virker stadig som om billederne er lavet for nogens blik – mænd eller kvinder – og provokationen bliver derfor underlig ”flad” og ligegyldig som statement (i mine øjne altså).
Der har Maja Malou Lyse en helt anden sødmefuld og kunstnerisk tilgang til det samme symbolsprog, hvor hun på en måde blot udforsker sin egen seksualitet uden at rette en kritik i nogen bestemt retning. Hun signalerer en kontrol over egen krop og seksualitet ved – forunderligt nok – at anvende de symboler og referencer, som især pornogenren er kendetegnet ved – hun tager ligesom en kvindelig ejendomsret over disse symboler ved at flytte dem ud af pornouniverset og ind i den kvindelige krops private sfære, hvor manden og hans penis umiddelbart er helt fraværende (også som blikposition). Billedkunstnerisk knytter hun tråde til 70’erne og 80’ernes feminisme med billeder af blodige dildoer (menstruationsblod antager jeg), af brændende dildoer og af hendes egen livmoderhals. Men ellers er hun en god repræsentant for fjerdebølgefeminismen som er karakteriseret ved dets seksualiserede billedsprog og udbredte anvendelse af de sociale medier. Jeg er ikke sikker på, at hendes hensigt er at provokere eller kritisere (som er Ludermanifestets hensigt), men at hun i højere grad forsøger at udforske og være nysgerrig på den kvindelige seksualitets virkelighed i 2019. Og det synes jeg lykkes ret godt for hende. Maja Malou Lyse er ung og er i færd med at uddanne sig til kunstner på Kunstakademiet, så mon ikke vi kommer til at se mere til hende i fremtiden – jeg glæder mig til at følge hende 🙂 

“Hvorfor er skolen et fængsel?”

Jeg har en elev i tredje klasse, som bliver ved med at spørge mig, hvorfor skolen er et fængsel – hvorfor skal skolen bestemme over ham? Hvorfor må man ikke gå uden for skolen grund? Hvorfor skal man sidde på sin stol, når læreren beder om det? Hvorfor skal man lave en opgave, hvis man nu ikke gider? Og jeg ender ofte med at give det svar, som alle andre voksne sikkert også giver ham – at sådan er verden nu engang indrettet, at hans forældre skal kunne stole på, at han er på skolen i skoletiden, at det er svært at give en fælles besked, når alle går omkring, og at man skal øve sig for at blive bedre – alle gode og rigtige svar, men bare ikke svar på det, han reelt spørger om. Han mangler en helt grundlæggende forklaring på, hvorfor verden hænger sådan sammen, fordi det ville give ham oplevelsen af mening med egen hverdag, hvis han vidste det. Det, som fortvivler mig – som voksen og som lærer – er, at jeg selv var sådan et barn engang. Jeg stillede også den slags spørgsmål, jeg manglede også at forstå, hvorfor verden trak denne uendelighed af krav og forventninger ned over mig pakket ind som sandheder.

Men hvornår giver det mening? Livet? Hverdagen? Jobbet? Skolen? Det tumbler jeg så med i øjeblikket, for jeg er jo provokeret af, at jeg ikke kan give drengen et ordentligt svar. Det synes jeg, at jeg burde kunne – jeg har i hvert fald tænkt tanker nok i de 54 år, jeg har været her.

Jeg læste for en tid siden i en artikel om Morten Albæk (i forbindelse med hans nye bog), at han mente at vi fejlagtigt får sat lighedstegn mellem tilfredsstillelse, lykke og meningsfuldhed. At et meningsfyldt liv indebærer, at man er lykkelig og tilfredsstillet, men i virkeligheden behøver et meningsfuldt liv ikke indeholde hverken tilfredsstillelse eller lykke. Hverdagen kan bestå af både trivialiteter og smerte og alligevel opleves som meningsfuldt – og den distinktion er vigtig – i hvert fald når man søger efter mening.

I virkeligheden burde mening hverken være noget, man skal finde eller skabe. Det burde ligge naturligt indlejret i vores selvforståelse, og på mange måder er det måske lige akkurat der, at problemet har sin rod. Vi oplever ikke længere os selv om uundværlige i et fællesskab – vi har ikke længere værdi i kraft af den funktion, vi udfylder i forhold til andre. Engang var det nok, at man bare havde et job, så man kunne betale regningerne, men det er det ikke længere for de fleste af os. Nu skal det netop også være tilfredsstillende – ”det skal være sjovt”, som enhver elev i skolen ville sige. Nogle søger tilfredsstillelsen mens andre synes der ligesom skal være en højere mening med det, vi gør (og med det faktum at vi overhovedet er her). Det senmoderne menneskes forbandelse? Eller fremtidens velsignelse? Hvis vi da finder frem (eller tilbage) til meningen med livet.

Indtil videre er mit bedste bud på mening, at vi oplever os selv som værdifulde, fordi vi er del af et fællesskab. At vi har noget at byde ind med, som udfylder en funktion for andre. Men jeg er ikke sikker på, at drengen i 3. klasse køber den – forklaringen om at han må indordne samfundets forventninger, fordi han dermed bliver en værdifuld opretholder af samme samfund. I den udgave køber jeg den jo knapt nok selv 😀

Jeg tænker at fortsættelse følger….  🙂

Køn i skolen – og andre steder

Blot en tilføjelse til sidste blogindlæg om køn i skolen, for jeg har netop læst denne kronik i Børsen af Kirsten Stendevad – en af mine heltinder 🙂

I kigger det forkerte sted hen efter flere kvinder i ledelse

Alle synes at være enige om, at det er et problem at kvinder ikke deltager mere på ledelsesniveau i driften af virksomheder, institutioner og samfund – især fordi kvinders faglige ressource ikke er mindre end mænds. Men problemet er, at vi alle skal opføre os som det ene køn for at kunne indgå i det samfund, som vi ellers er fælles om. En kvinde, som vil høres og tages alvorligt i en virksomhedsbestyrelse bestående af mænd, må ofte tale det samme sprog, som de gør, for at blive opfattet som et fuldgyldigt medlem. Det er hun nødsaget til, fordi den maskuline kultur ikke altid er gearet til at forstå, at den feminine energi indeholder en styrke og et udsyn, som kan anvendes positivt i driften af virksomheden, institutionen eller samfundet. Mange kvinder deltager ikke på topledelses-niveauet, fordi de ikke føler sig tilpasse med kulturen der, og fordi mange kvinder i virkeligheden er ret tro (på trods) mod den kvindelige og feminine natur, som de føler sig forbundne med.

Det hele drejer sig om kultur – og kultur er heldigvis så meget en fælles konstruktion, at vi også i fællesskab kan ændre den. Hvis vi er nok, der vil det samme 🙂