Den nøgne kvindekrops fortælling

Jeg faldt over denne video, som blev lavet af fotograf og forfatter Lone Mørch for et par år siden i forbindelse med udgivelsen af hendes bog: ”Embody: Intimate Photographic Encounters with Women”.

Lone Mørch tager sort-hvide nøgenfotos af kvinder – ikke som et kunstprojekt, hvor hun har hyret kvinder til at posere nøgne, men som portrætfotos, hvor kvinderne selv henvender sig. Fotografierne bliver ikke taget for nogen at se på (nødvendigvis), men som en slags terapeutisk proces for kvinderne, hvor de på en måde kommer til at se sig selv indefra ved at se på sig selv udefra. Mørch siger selv, at for hende knytter nøgenhed sig til ærlighed, hvilket fører til nærvær og intimitet i billederne, og det er da heller ikke specielt erotiske billeder, selvom det indgår som et element i nogle af dem. Billederne er nærmere en udforskning af den kvindelige seksualitet og identitet uafhængigt af den mandlige/maskuline traditionelle definition af samme.

Lone Mørch fortæller, at fælles for alle de kvinder, hun har fotograferet, er, at de alle på et tidspunkt har følt skam i forbindelse med deres krop og har haft udfordringer med deres krop og seksualitet. ”Hvornår mistede vi fornemmelsen af os selv?” spørger hun. Et spørgsmål vi alle bør stille os selv, for hvornår og hvordan har vi tilladt og accepteret at gøre kroppen til en slagmark, hvor der kæmpes og konkurreres om opmærksomhed, om anerkendelse, om status?

Jeg læste engang et spørgsmål som lød: ”Hvilke slags bryster foretrækker mænd?” Hvor svaret var: ”De bryster de må røre ved”. Jeg husker ikke sammenhængen (måske i noget seksualoplysningsmateriale?) men pointen er god, for langt de fleste mænd foretrækker lige akkurat den kvinde, som åbner op og giver dem adgang til sit hjerte og skød uanset faconen på hendes bagdel eller hvor meget hun vejer. Så hvorfra kommer det ekstreme fokus på slankekure, trænede kroppe, skønhed, ungdom, mode og makeup? Hvorfor er kvinder så kritiske overfor sig selv? Hvem vedligeholder den kultur, hvor kvinder bliver bedømt på deres udseende? For jordkloden rundt er der mænd, som siger til deres kvinde, at hun er den dejligste, han kender, og at han elsker at røre ved hende og være sammen med hende. Og alligevel sidder de samme kvinder og jamrer over, at de vejer for meget, har for korte ben, for slappe bryster og alt muligt andet. Hvorfor dog? Handler det om andet end konkurrencen om mændene?

Jeg ved godt, at jeg har sagt det mange gange før i denne blog, men konkurrence, kamp, bedømmelse, anerkendelse og status hører til i det maskuline paradigme, og så længe vi bekender os til det tankesæt, vil svaret på ovenstående spørgsmål nok desværre være, at den beskrevne kropskultur bliver vedligeholdt af os selv – fordi vi ved, at andre dømmer os, fordi vi også selv dømmer andre, fordi det opleves som en konkurrence at få mandens/kvindens opmærksomhed, og fordi det er et tankesæt, vi er blevet opdraget til at tro på. Derfor har mange kvinder mistet fornemmelsen af sig selv, og lader sig føre rundt i manegen af en lang række ydre normer og forventninger, som mest har til hensigt at få hende til at købe noget, som påstås at give hende konkurrencefordele i kampen om – ja, om hvad?

Selvfølgelig skal vi gøre noget ud af os selv, gøre os pæne for hinanden, jeg gør det selv og sætter pris på at andre også gør. Der er ligger en anerkendelse af både den anden og af sig selv i, at man gør sig umage omkring sit udtryk. Men det skal være noget man gør som en sanselig, nydelsesfuld ting – ikke for at dække noget til eller kompensere for noget, som man oplever som negativt. For hver gang nogen har tænkt ”jeg er for tyk til at være attraktiv, eller for tynd, for slap, har for små bryster, grimt hår, er for gammel osv”. Og hver gang nogen har tænkt ”Er det her for lårkort i min alder? Er jeg for udfordrende? For kropsnært osv”, så har vi mistet fornemmelsen af os selv. Så er vi blevet til et produkt af andres dom (som også er vor egen).

Selvfølgelig er nøgenfotos ikke for alle, og der er vel heller ikke mange fotografer, som kan trække det frem, som Lone Mørck kan, men måske burde enhver kvinde få taget nøgenfotos af sig selv hvert eneste år af sit liv? Eller blot en gang hver tiende år, også når hun bliver 50, 60, 70? Ville det mon ændre noget? Hvis kvinder fik øje på sig selv i deres nøgenhed set gennem en ikke-dømmende, accepterende linse?  

Hvis man vil vide mere om Lone Mørchs projekter og arbejde kan man tjekke hendes hjemmeside

https://www.lonemorch.com/

og se denne TEDx:

Renselsesproces

For et par uger siden sluttede Jes Dorph Petersens karriere hos TV2 efter anklager om at have tiltvunget sig sex med en yngre praktikant for 20 år siden. Det har udløst stor indignation og lidenskabeligt forsvar hos hans mange fans. Fx har en til lejligheden oprettet støttegruppe på Facebook allerede over 40.000 medlemmer, og reaktionerne og kommentarerne viser at Metoo-bevægelsen bestemt ikke har fat i alle dele af det danske samfund. For mens de fleste kan blive enige om, at det er klamt, når den 50-årige mandlige chef klapper den 17-årige ansatte bagi, så er det lidt vanskeligere, når det er pæne, veluddannede politiker- og mediepiger, som går i byen med partiledelsen eller besøger den erfarne kollega i hans private hjem og derefter føler sig presset til sex.

”Hvad havde de dog forventet?”, lyder spørgsmålet. Ja, enten var kvinderne naive og tillidsfulde nok til at tro, at det handlede om noget ægte. Ægte mentoring, ægte venskab, ægte kærlighed. Måske havde de flirtet en tid men læst forskelligt ind i det? Det kunne naturligvis også dreje sig om ambitiøse kvinder, som ved, at drømmejobbet skal skaffes gennem forbindelser, netværk og relationer – og her kan sex være en hurtig genvej: En udnyttelse af magtfulde mænds svaghed for netop at føle sig magtfulde. Endelig tilhørte de kvinder, som var unge i 90’erne, den første generation, som for alvor oplevede sig som ligeværdige og ligestillede med mænd i alle aspekter. En af de første generationer hvor også drengene blev opdraget til at opfatte piger/kvinder som ligestillede. Så disse unge kvinder har måske taget imod mandlige kollegaers tilbud om sparringssamtaler (”helt uformelt hjemme hos mig”) i en selvfølgelig forventning om netop det. I en selvfølgelig forventning om at man naturligvis kan gå i byen med eller besøge mandlige kolleger uden at blive seksuelt forulempet.

Der kan altså være mange årsager til, at den unge kvinde mødte op hjemme hos Jes Dorph Petersen, og årsagerne er lige legitime, uanset om hun blot forsøgte at spille spillets regler, oplevede sig som en ligestillet og ligeværdig kollega eller drømte om venskab og kærlighed. Derimod er det ved at gå op for mange mænd, at det ikke længere er legitimt at udnytte (unge) kvinders ambitioner eller længsler til at opnå sex. Det var det i højere grad engang, og derfor må det være en voldsom oplevelse for de mænd, som i dag bliver konfronteret med handlinger og adfærd, som engang blot var en del af kulturen (accepteret af nogle, tålt af andre), men som nu kan være fyringsgrund.

Det er lidt ligesom krigsforbrydelser, som ofte først er forbrydelser, hvis man taber krigen. Og mændene er ved at tabe kampen om retten til kvindens krop. Spørgsmålet er bare, om vi virkelig har brug for at stille enkelte navngivne mænd for en (krigs-)domstol? Ønsker vi egentlig det? Altså bortset fra at disse mænd netop ikke bliver stillet for en domstol. Når en virksomhed/institution/parti fyrer en medarbejder på baggrund af en anklage, handler det nok mere om kommercielle interesser end moralsk ansvar og/eller fordømmelse: Man er bange for at miste kunder, seere, vælgere, investorer osv. Mændene får derfor ikke mulighed for at rense sig for anklagen, fordi sagen er så gammel, at den er forældet i forhold til domstolene. Det er derfor jeg ikke mener, at der skal sættes navne på de mænd, som har krænket kvinder tilbage i tiden (men gerne på dem, som krænker her og nu). I stedet for at bruge energi på at hævne fortidens hændelser, kunne vi jo diskutere, hvordan vi får skabt en kultur, hvor man kan fortælle, hvad man har været udsat for, uden at man bliver hængt ud som sippet, vanskelig, løgner osv. En kultur hvor man kan forvente en ordentlig og nænsom behandling hos politiet (og på de sociale medier, på arbejdspladsen og i offentligheden), så voldtægter anmeldes, når de sker, og ikke 20 år senere.

Jeg har ikke brug for hverken gabestokke eller rullende hoveder men mener stadig, at det er vigtigt, at der bliver sat ord på overgrebene, befamlingerne, de sjofle kommentarer og ydmygelserne. Det er en renselsesproces, som forhåbentlig munder ud i en bedre forståelse for det andet køns oplevelse af magtbalancen, samspillet og det seksuelle spil mellem kvinder og mænd. Jeg tror, begge parter vil blive overraskede.

Wake-up call

Det er november – lidt endnu – og jeg sidder her ved mit skrivebord med et tændt stearinlys som en slags modvægt mod den grå og kolde novemberdag udenfor. Jeg er stadig arbejdsløs og har været det så længe, at det nærmest føles, som at der er en højere mening med det. Som om de højere magter holder mig fast i denne stagnerende, frustrerende tilstand udelukkende for at få mig til at nå en konklusion/forståelse/indsigt, som indtil videre ikke har åbenbaret sig for mig. Som om universet afventer en bestemt handling fra mig side, før flowet igen kan sættes i gang. Og på den måde er min hverdagsudfordring et billede på verdensudfordringen, hvor coronakrisen også virker som en form for wake-up call, hvor ingen alligevel helt kan høre, hvad der bliver bedt om.

Mange ønsker sig bare tilbage til en hverdag, som den var før coronarestriktionerne, mens andre har udtrykt, at denne krise måske i virkeligheden er en velsignelse, netop fordi den er et wake-up call. Mange gange skal der en krise til, før man skifter retning, det kan mange, som har oplevet alvorlig sygdom eller dødsfald, bevidne. Det er først, når den trygge hverdag bliver udfordret, at man er klar til at lave dét om, som man hele tiden har vidst burde være anderledes. Men både på det personlige plan og som borger i verdenssamfundet ved jeg simpelthen ikke, hvor jeg skal begynde, og jeg er næppe den eneste, som oplever det på den måde. Vi er alle bundet af de samme systemer, institutioner og normer. Det er svært at tage alternative valg – faktisk er det svært overhovedet at få øje på alternativer, som også er tilgængelige (og ikke bare hypotetiske utopier). Jeg tænker, at problemet for det (bevidste) vestlige menneske er, at det egentlig godt ved, at det forbruger for meget, at hvis vi vil skabe en mere bæredygtig fremtid, må vi gå ned i forbrug, men alle, som har prøvet at gå ned i indtægt, ved, hvor meget nemmere det er at gå end ned i forbrug. Selvfølgelig bør vi rejse mindre, køre mindre i bil, spise mindre kød, købe færre nye møbler, køkkener, elektronik, mindre nyt tøj og legetøj, mindre julebelysning og så videre. Man siger, at hvis alle mennesker på jorden havde samme forbrug som et menneske i Danmark (og andre vestlige lande), så ville det kræve to en halv jordklode at levere ressourcerne til det – i hvert fald hvis vi fortsætter med samme teknologi som nu. Det er ikke familien i Indien, som ikke bør have et køleskab eller en bil, men familien i Danmark som ikke bør holde ferie i udlandet og som ikke bør spise kød mere end to gange om ugen. Eller rettere, pointen er nok, at ingen af os bør have et køleskab eller en bil, og ingen os bør rejse i fly eller spise kød ret ofte (og her er den indiske familie typisk foran på point). I den vestlige verden lever vi et privilegeret liv med mange rettigheder og muligheder men også med mange fysiske bekvemmeligheder, som trækker store veksler på jordklodens ressourcer (personligt sætter jeg fx stor pris på badeværelser: indendørs toilet med skyl, varme i gulvet og varmt vand, og jeg må jeg indrømme, at det er næsten opslidende for mig at tænke på at skulle undvære det i den gode sags tjeneste😉). Men alle privilegierne til trods så oplever vi alligevel en overvældende antal mennesker med depression, angst, stress, overvægt, misbrugsproblemer eller som begår selvmord, så noget er galt, vi ved det godt. Vi har fået et wake-up call, men desværre råbte stemmen i den anden ende af røret bare ”PAS PÅ”, den fortalte os ikke i hvilken retning, vi skulle løbe.

Mit fyrfadslys er næsten brændt ned, og nu vil jeg rydde op på nogle hylder, som trænger til det – i bedste mindfulness-stil: Tag fat i det nære og umiddelbart foran dig stående i nuet – jeg er ikke sikker på, at det er den handling, som universet venter på, men måske et lille skridt derhenimod? Tak for stunden ❤

Hånden på låret

Så satte Sofie Linde gang i MeeToo bevægelsen igen, efter at BlackLivesMatter har haft taletiden i et stykke tid. De to bevægelser/oprør ligner meget hinanden, synes jeg, de handler begge om, at én gruppe af mennesker undertrykker eller underkender en anden gruppe mennesker gennem en så indarbejdet kultur, at den første gruppe simpelthen ikke kan se undertrykkelses-strukturerne, mens den anden gruppe hele tiden lever i bevidstheden om dem. Jeg plejer at sige, at hvis en mand i en månedstid tog ophold i en kvindekrop, ville han blive rystet over, hvilket verdensbillede hun må forholde sig til. Både hvilke kommentarer og berøringer hun må tåle, men også hvor meget ressource hun bruger på at forholde sig til, at der fx går en mand bag hende på gaden om aftenen, eller (endnu værre) at hun skal passere en flok mænd, eller hvor meget tid hun måske bruger på at tilrettelægge sin dag, så hun undgår at være alene med en bestemt mandlig kollega. Ja, lyt til flere eksempler her: http://dkmetoo.dk/

Et af de bedste indlæg i debatten, som jeg har læst, er denne af direktøren i lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz: ”Hvis du mener at sexismedebatten er for højlydt, skal du lytte bedre efter”:
https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/laegedirektoer-hvis-du-mener-at-sexismedebatten-er-for-hoejlydt-skal-du-lytte-bedre-efter?fbclid=IwAR3C4Oc2ns59p4zflyFhFOdzkX5Kto7CcwKPHNHLXEBycxqPu1aPMICqguo#.X271m5ABn78.facebook

Han skriver blandt andet, at alle mænd bør føle sig ramt af den anklage mod mænd, som sexismedebatten er et udtryk for og han fortsætter: ”Heldigvis er det jo slet ikke tilfældet, at vi mænd bevidst krænker vore kvindelige kolleger og ansatte. Næ, vi bør føle os ramt, fordi vi formentlig i større eller mindre grad er (ubevidste) medbærere af en kultur, hvor kvinder og mænd ikke tages lige alvorligt”.

Og han spørger: ”Er tonen på arbejdspladsen etableret på vore vilkår, og vores opførsel dermed modelleret efter, hvad man som mand mener er det rigtige? Får man derved skabt adfærd hos kvindelige kolleger, der egentlig er med til at skabe en mandsdomineret kultur, fordi ’det er dét, der åbenbart skal til for at blive hørt/set/få karriere´?”

Fantastisk gode spørgsmål som desværre ikke er de spørgsmål, medierne slår op som overskrifter. I stedet diskuteres der, hvorvidt kvinderne, som beretter om sexisme og krænkelser, bør sætte navn på krænkerne. Dels er det interessant for medierne at kunne sætte navn på især kendte personer, og dels er der en del, som sår tvivl om beretningernes ægthed, når der ikke navngives personer. Men det er og bliver en heksejagt, som baserer sig på en forestilling om, at hvis man finder den skyldige og straffer ham, så forsvinder problemet. Det er flot, at Sofie Linde (og alle de mange andre kvinder) ikke sætter navn på, for derved tvinger de offentligheden til at diskutere den kultur, som sexismen er udtryk for i stedet for at brænde hekse. Når man tænker på, at det mest tilbagevendende og mest anvendte tema for båltalen til Skt. Hans har været vores indignation over, hvordan man dømte og brændte ’hekse’ i middelalderen, så er det da nedslående at opleve offentligheden nidkært råbe ”sæt navn på” blot for at opleve den perverse nydelse ved at se et andet menneske hængt ud.

Og så kommer vi til hånden på låret. Morten Østergaard lagde sin hånd på Lotte Rods lår ved fest for 10 år siden – og blev afvist. Den situation tror jeg, at der er mange, som genkender. Både at mange har oplevet hånden på låret, og at mange har lagt den der. Jeg tænker, at det er en ret anvendt fremgangsmåde, hvis man (mand såvel som kvinde) vil signalere, at man gerne vil ’mere’ uden at skulle formulere det direkte i ord. I en festlig, social sammenhæng er det i orden med en fysisk tilnærmelse, så længe den anden part har mulighed for at flytte sig væk eller får sit ’nej tak’ respekteret. Det gælder også på arbejdspladsen (selv om seksuelle tilnærmelser strengt taget ikke hører hjemme der). Morten og Lotte fik åbenbart snakket ud om episoden – det er jo trods alt en ærlig sag at opleve et andet menneske som tiltrækkende – eller være så beruset at dømmekraften er sat ud af kraft. Men sagen blev alligevel trukket frem som et MeeToo-eksempel, og det må have fået Østergaard til at føle sig på meget på glatis, at han løj og forsøgte at dække over sagen, og dét fældede ham i partiet. Hvilket måske er fair nok, men sexkrænker synes jeg altså ikke, at han kan kaldes. Jeg kan derfor godt forstå, at der er mange, som synes at hele denne sexismedebat er blevet ’for meget’ eller for højlydt, når almindelige tilnærmelser udvist for mange år siden kan føre til at et menneske bliver udråbt som sexkrænker. På den måde er jeg bange for at sagen om Østergaards ’hånd på låret’ skader mere end gavner den debat, som virkelig er meget vigtig at tage.

Lad os komme tilbage på sporet igen. Læs indslaget af Thomas Senderovitz (link ovenfor) og lyt til MeeToo eksemplerne (link ovenfor) og tænk en ekstra gang over, om du mon selv en gang i mellem overskrider en andens grænser? Eller om du er solidarisk med den, som bliver krænket? Skrider du ind overfor krænkeren? Griner du med, selvom du egentlig synes, at det var ubehageligt? Tager du snakken på din arbejdsplads, i teamet, med din ledelse? Jeg læste et sted den påstand, at man ikke ville kunne ændre kulturen med mindre de magtfulde mænd blev straffet for de overgreb, de begår, men jeg mener nu godt, at man selv kan være med til at ændre kulturen bid og bid og over tid ved at være reflekterende, selvransagende – og ved at være modig.

Læs også gerne mit tidligere indlæg om MeeToo: https://brahbek.wordpress.com/2018/01/08/metoo/

Manderoller…!?

For en tid siden skrev jeg om ”De stakkels mænd”, blogindlægget blev skrevet på baggrund af den seneste tids mediefokus på den voksende gruppe af mænd, som ikke bliver gift, ikke får børn eller uddannelse og ofte er ret ensomme. Bloggeren Christian reagerede på mit indlæg og hans betragtninger – og mine – kan læses i kommentarerne til indlægget. Vi skriver os frem til, at det i nogle tilfælde kan handle om socialklasse. At kvinder ikke er interesserede i mænd, som er på overførselsindkomst eller som har begrænset uddannelse eller et ufaglært arbejde. Jeg kommer i mit svar til Christian dog også ind på, at det måske i lige så høj grad har noget at gøre med kvindebevægelsen, som har givet kvinder en anden og stærkere selvbevidsthed, og givet dem modet og mulighederne til at bryde med deres socialklasse og finde helt andre veje at gå i forhold til livsindhold. Engang var ægteskab et mål i sig selv, i dag handler det nok mere at finde et livsindhold – og så først bagefter leder man efter en partner, som deler det samme livsindhold. Det kan derfor være svært at mødes, hvis mændene er tilfredse med et job, som betaler regningerne, en stille øl og et par måneders bukkejagt, mens kvinderne orienterer sig mod maratonløb, yoga, spiritualitet, efteruddannelse og storbyrejser. Det bliver svært, hvis han viser kærlighed og romantik ved at lægge nye fliser på terrassen for at glæde hende eller tager overarbejde for at tjene nok til det køkken, hun ønsker sig. Mens hun omvendt længes efter at blive set og hørt, længes efter respekt og opbakning i hendes udvikling som kvinde og som menneske. Mange kvinder længes efter noget, som i mænds øjne virker diffust og ligegyldigt, og som de heller ikke har lært at give. De har lært at arbejde og klare det praktiske, som Christian skriver: ”De mænd, der tidligere havde deres stolthed og værdighed i at kunne forsørge sin familie gennem fysisk arbejde, har i dag intet tilbage”.

Nu må man godt tage en lille pause og se denne korte video:https://www.facebook.com/DiegoBCassina/videos/991976354252850/UzpfSTE0ODE2NTkzNDI6MTAyMTA3NzUzNDgyNDgwODY/

Mange vil måske mene, at denne Diego Cassina er lige hippieagtig nok, og det er han sådan set også, men han forsøger at formulere det ’rum’ og det nærvær, som mange kvinder søger. ”Giv hende mulighed for at udtrykke/udfolde sig sammen med dig (mand), stil spørgsmål, vær forundret og betaget af det hun viser dig, i stedet for at dømme eller fordømme”, er hvad han siger til mænd. ”Indlysende” tænker mange kvinder – fordi det gør de allerede selv for deres mænd – men jeg er ikke sikker på, at det er helt indlysende for mænd, at den bedste mand i mange kvinders øjne er ham, som evner et bevidst ikkedømmende nærvær med sin kvinde.

En anden amerikansk mand, som også beskæftiger sig med manderollen, er GS Young, som har skrevet en bog til mænd, om hvordan man er mand i dag. Bogen har tre fokusområder:

  • Mænd skal lære at være proaktive i stedet for reaktive. Mænd skal tage ansvar for deres eget liv og føle sig selvsikre i deres valg og ikke gå i forsvarsposition, når de møder bebrejdelser (men spørge ind baggrunden for hendes bebrejdelser med nysgerrighed og forståelse).
  • Mænd skal være bevidste om at udgøre en ressource og styrke i familiens og parforholdets organisation og logistik. Det vil sige at de skal tage aktive beslutninger om både dagligdagens logistik såvel som  i parforholdet. Det er ikke kun kvinden som skal arrangere børnefødselsdage eller sørge for romantiske middage. ‘Hav en mening og byd ind med noget i beslutningsprocesserne’.
  • Mænd skal tilbyde deres kvinde sikkerhed både fysisk, økonomisk og følelsesmæssigt. Han skal simpelthen gøre det, der skal til, for at hun føler sig tryg til at folde sig ud og dele sine tanker og følelser med ham. Det gør hun ikke, hvis hun foragter ham for ikke at betale sin del af regningerne, eller hvis han ikke gider høre på hendes udfordringer og usikkerheder, eller hvis han ikke forstår, at bag hendes vrede og bebrejdelser ligger en sårbarhed og usikkerhed, som er hans opgave at tage vare på (i stedet for at gå i forsvarsposition).

Bogen er ikke udgivet i Danmark, men man kan høre ham fortælle om den her: https://www.gsyoungblood.com/blog/2018/7/10/blog-headline-tlps8-5f6mj

Dybest set siger han, at mænd skal holde sig for øje, at deres kvinde ikke er deres mor! At i et ligeværdigt forhold tager man ansvar for sin egen del. ”Indlysende” ville mange kvinder igen sige, og igen er jeg ikke sikker på, at det er helt så indlysende for alle mænd. Hvis man er vokset op med, at mænd ikke viser følelser, kan det være svært at favne et andet menneskes følelser. Hvis man er vokset op med en ’noget for noget’ mentalitet, så kan det være svært at forstå, at man ikke har ’betalt’ for tøjvask og madlavning, når man har betalt huslejen. Hvis man oplever kvinder som krævende og manipulerende, kan det være svært at forstå, at det ofte handler om sårbarhed og frustration. Og så videre …😊

Jeg siger ikke, at disse to mænd og deres bud på en ny tids mand, er de helt rigtige, men hvor er det godt, at der er mænd, som forsøger at finde et svar og en rolle, som ikke er dikteret af kvinderne men af mændene selv.

Kønskvoter – lyder kedeligt, I know..

Jeg hører ikke til de såkaldte rabiate feminister, og jeg er sådan set heller ikke en del af den klassiske kvindekamp for ligestilling, men jeg har i den seneste tid modtaget en række reklamer på Facebook, som alligevel har provokeret mig til et blogindlæg om kønskvoter 😊 Reklamerne er sponsoreret af Nye Borgerlige og er nærmere bestemt opslag fra Lars Boje Mathiesen. Han deler fx et klip af sig selv på talerstolen i Folketinget, hvor han taler om ”de klynkende feminister”, som ønsker kønskvoter. Han siger blandt andet, at mænd hverken ser kvinder som trusler eller som det svage køn. Tværtimod elsker mænd kvinder (alle slags kvinder!), og at mænd faktisk respekterer kvinder så meget, at de aldrig kunne finde på at ansætte dem alene på baggrund af deres køn. Sådan set god argumentation, en anelse nedladende måske, men dog en god pointe, at hvis ligestilling handler om lige ret til job og karriere, så nytter det jo ikke noget, at man får job netop på baggrund af sit køn.

Men lige ret giver ikke nødvendigvis lige mulighed. I Danmark er kun ca 14% af topledelsesposterne i erhvervslivet besat af kvinder. Antallet af kvinder på topposterne er blevet en slags lakmusprøve for, hvordan det står til med ligestillingen i landet – fordi det er nemmere at tage chancer for både arbejdsgiver og arbejdstager i bunden af karriere-pyramiden end i toppen. Og det står altså ikke særligt godt til med ligestillingen på dette niveau, på trods af at ca 40% af de studerende på de erhvervsøkonomiske videreuddannelser er kvinder. Man har en formodning om, at kvinderne ofte ikke bliver ansat, fordi de simpelthen er for anderledes i forhold til den herskende kultur på ledelsesgangen og i forhold til de mænd, som sidder der i forvejen. Man forsøger sig derfor med kønskvoter for at afværge denne såkaldte Rip-Rap-Rup-effekt, hvor mænd foretrækker at ansætte nogle, som ligner dem selv. Man vil altså ændre adfærden gennem lovgivning, indtil det bliver normalt og naturligt at have lige mange af hvert køn på ledelsesgangene og i bestyrelseslokalerne.

Det handler om kultur – og om tankesæt. Når der er færre kvinder, som søger ledelsesposterne, kan det skyldes, at de har en ubevidst og dyb oplevelse af, at der er noget galt med kulturen og systemet. At de skal indgå i et tankesæt, som de dybest set oplever som forkert. Jeg læste dette citat af Petra Williams fra Australien (på Kirstens Stendevads Facebook-side – begge har feminint lederskab som mærkesag): ”I’m struck by how many women are still asking the old, archaic patriarchal system to make room for them. And then I realised the problem. Women don’t know what the alternative is. Even if they wanted to build a new system, they wouldn’t know where to start. And that’s because ‘the system’s only educated us in one way of being. One leadership style, one economic system, one way to practice medicine. It’s time to re-educate ourselves about the alternatives and Feminine Leadership is one alternative”.

Som Williams siger, så vil kvinder gerne være med på ledelsesniveauet, men der gøres ikke plads nok til dem. Beskeden er nærmere, ”bliv som mænd, og I vil få et job”. Det evner nogle kvinder at tilpasse sig, men på et generelt plan kan man sige, at mænds uvillighed til at ansætte kvinder i ledelsesposterne kan skyldes Rip-Rap-Rup-effekten, mens kvinders uvillighed til at tage ledelsesposterne nok nærmere er en modstand mod den herskende kultur på ledelsesniveauet.

Det er på mange måder kvindebevægelsens svaghed, at man i den grad har abonneret på de maskuline værdier. Da kvinder gjorde oprør mod forskelsbehandling og kæmpede for ligestilling politisk/ juridisk/socialt/jobmæssigt/lønmæssigt, da var idealet mændenes verden. Målet var at få de samme privilegier og rettigheder, som mændene allerede besad. Det vil sige, at dét, som mænd traditionelt gjorde eller havde adgang til at kunne gøre, blev dét, som kvinderne kæmpede for at få adgang til. Derfor blev dét, som traditionelt havde hørt kvinderne til, forkastet og nedvurderet, nu også af kvinderne selv. Vi arbejder stadig ud fra den forudsætning eller præmis at dét, mænd har, er mest attråværdig. Den verdensorden, som tilhørte mændene, dengang kvindefrigørelsen tog sin begyndelse, er nu blevet vores fælles verdensorden. Kvinderne fik adgang til at være ligesom mænd, mens det ikke på samme vis er blevet tilladt eller attråværdigt at være ligesom kvinder (hverken for mænd eller kvinder).

Boje Mathiesen har ret i, at kvinder i dag har ret til og mulighed for at kæmpe på lige fod med mænd om de samme ting. Han overser bare, at de kvinder, han taler om, for en stor del ikke ønsker at være en del af det paradigme, som han taler ud fra. For det er jo den maskuline verdensorden, som sætter reglerne for konkurrencen. En verdensorden som bygger på ideer som magt, konkurrence, udnyttelse, rettigheder, dominans og undertrykkelse. Hvis flere kvinder skal trives på ledelsesniveauet, vil det nok kræve at mange af disse koncepter ændres, sådan at der er bedre plads til at tænke og handle i overensstemmelse med feminine værdier. De maskuline værdier skal ikke fjernes eller undertrykkes fuldstændigt – men vi brug for en kulturel og værdimæssig ligestilling mellem det feminine og maskuline, sådan at vi kan fastholde de positive maskuline værdier (fx styrke, målrettethed, opmærksomhed, initiativ, risikovillighed og handlekraft) og samtidig give plads og anerkendelse til de positive feminine værdier (fx fællesskab, gennemsigtighed, omsorg, eftertænksomhed og forsigtighed). Kvoter i sig selv hverken ændrer kulturen eller ligestiller noget, men kvoter kunne hjælpe udviklingen og kulturen på vej i den rigtige retning. Det kunne måske ligefrem redde klodens fremtid.

 

 

 

De stakkels mænd

For en tid siden så jeg DR’s miniserie ”Mandefald” om mænds identitetskrise i kølvandet på kvindernes tilkæmpede ligestilling i samfundet. Mens kvinder for størstedelens vedkommende har foldet sig selvsikkert ud i alle erhvervs- og uddannelsessammenhænge, har en ret stor gruppe mænd ikke fundet sig en livspartner, har ikke fået børn eller uddannelse, mange af dem er ensomme, lider af livsstilssygdomme og dør statistisk set langt tidligere end gifte mænd. Nogle af dem har svært ved at finde indhold både i deres personlige og professionelle liv. Andre taler bittert og desillusioneret om kvinder og giver udtryk for, at kvinder er krævende og vanskelige at omgås.

Søndag 19.april læste jeg en interview i Jyllandsposten (journalist Jamilla Alvi), hvor forfatteren Sofie Jama giver udtryk for, at hun har lidt ondt af den ”den hvide mand” og vil gerne frigøre ham (Sofie Jama er fra Somalia, hvilket forklarer, og til en vis grad berettiger, kategoriseringen ”den hvide mand”). I forbindelse med hendes nye bog har hun, som en del af sin research, oprettet profiler på nogle af de fora, hvor mænd skriver om kvinder (se også mit tidligere indlæg om dette: Virkelig??!!). Her har hun erfaret, at mange mænd føler sig ”overset og overflødige, og at den altomfavnende feministiske magt overtager og griber om sig”. Hun gengiver eksempler på både den aggressive mands holdning: ”De skandinaviske kvinder er skyld i at den vestlige verden går under, og derfor skal de skydes eller voldtages”, og eksempler på den desillusionerede mand: ”Han var 40 år gammel og sad alene i sin lejlighed, havde ingen børn og havde mistet sit job, mens hans jævnaldrende kvindelige bekendte havde job, kunne få børn med sig selv og kunne drage fordel af deres seksualitet til at få sex”. Nu kunne man jo anføre, at der jo ikke er noget til hinder for, at også mænd bruger deres seksualitet til at få sex, men faktisk ligger hele problematikken lige akkurat gemt her. Ikke for alle mænd naturligvis, men mændene i serien ”Mand dig op, mand” havde fx tydeligvis svært ved at finde en manderolle som ”passer”. For kvinder vil hverken have macho-typen, som er alt for optaget af sig selv, eller den bløde mand, som knapt vil vedgå sig sin maskulinitet. Kvinder vil gerne have noget indimellem, men der følger inden anvisninger på hvordan ”indimellem”, og der er ingen steder, hvor man kan lære det.

Jeg tænker, at problematikken i høj grad knytter sig til ændrede kønsroller, og derfor er min overskrift på ingen måde ironisk ment, jeg har faktisk lidt ondt af mændene. Tidligere var rollerne tydeligt fordelte. Mændene stod (mest) for det rationelle, handlekraftige, aggressive og nøgterne, mens kvinderne stod (mest) for følelser, bekymringer, sårbarhed, empati og omsorg. Fordelingen har uden tvivl været nødvendig i langt det meste af menneskenes historie, hvor krig om territorium, politik og religion har spillet en meget stor rolle. Når krig (både som angreb og forsvar) har været en del af menneskets daglige virkelighed, så har det også været nødvendigt at kunne lukke ned for følelserne og empatien, når man stod overfor fjenden. Der har derfor hersket en kultur, som har forherliget og berømmet denne kriger-evne til at skrue ned for følelserne. For mange mænd er det derfor stadigt skamfuldt at fremstå for feminine, for bøssede, for svage eller for sårbare. Mænd har altså kun i mindre grad fået afgang til det fulde spektrum af både maskuline og feminine værdier, mens kvinder i dag gennem kvindefrigørelsen har fået adgang til både at kunne agere feminint og maskulint. 

En mand bliver først for alvor tiltrækkende i kvinders øjne, når han vedgår og inddrager sine feminine sider såvel som maskuline sider. Han skal altså favne og acceptere sine mere sårbare og sentimentale sider, samtidig med at han er handlekraftig, beslutsom og nøgtern. På samme måde bliver en kvinde mere tiltrækkende i en mænds øjne (formoder jeg), hvis hun favner sine maskuline sider og evner at vise initiativ og sætte grænser, samtidig med at hun også er funderet i sin femininitet. Så jeg tænker at udfordringen for den store gruppe mænd, som ikke kan finde deres identitet som mænd, dels handler om at skulle vedgå sig nogle feminine sider, som de kulturelt set har lært at skamme sig over eller at undertrykke, og dels at de skal vedgå sig en maskulinitet, som har været temmelig udskældt (og sommetider latterliggjort) i kølvandet på rødstrømpebevægelsen.

Mit råd til mænd? Dybest set drømmer kvinder om mænd, som giver dem et frirum i hvilket, de trygt kan folde sig ud som kvinder og som menneske. Mænd som oplever kvinder som gudinder (og tro mig, tilbedelsen vil blive gengælt). Det lyder banalt – jeg kan selv høre det – men måske har vi bare alle brug for at se op til hinanden? Måske finder man kun sin egen kønsrolle ved at acceptere tilbedelsen af dens modsætning? 

 

 

 

Samtykkelov på kvindernes kampdag..

Forsidehistorien i Jyllandsposten i dag – på kvindernes kampdag – handler om, hvorvidt en samtykkelov vil kriminalisere sex, eller om den vil være en hjælp for voldtægtsofre. Strafferådet (syv mænd og fire kvinder) anbefaler imod en samtykkelov med henvisning til, at sex normalt ikke opleves som en indgået ‘aftale’ mellem to parter men nærmere baseres en forståelse af frivillighed mellem deltagerne. Deres pointe er, at man ved en samtykkelov vil gøre sex til en aktivitet som i udgangspunktet er kriminel, og som så skal legaliseres gennem et samtykke. Samtykket kan gives enten som et eksplicit ja, eller ved at man deltager aktivt i samlejet. Og ja, tænker man, er det ikke også nogenlunde sådan, det bør være? Burde vi ikke alle være så bevidste om det menneske, vi er intimt sammen med (uanset om det er en mangeårig ægtefælle eller en engangsaffære), at vi ligesom fanger en eventuel manglende engagement eller endda modvilje hos den anden part? Men nej, det er langt fra tilfældet – det ved næsten alle kvinder på jordkloden. Især mænd er ikke så gode til at aflæse deres kvindes kropssprog og lader ofte bare egne drifter råde – ikke fordi de er dårlige mennesker, men fordi de aldrig har lært andet.  Vores kultur bygger på en forestilling om, at mænd ikke kan styre deres seksualitet og drifter. Det bliver derfor kvinderne, som skal styre deres og lægge låg på deres seksualitet, så den ikke frister mændenes ustyrlige lyst.  Jeg tror det kan have nogle historiske og udviklingsmæssige årsager: I umindelige tider har rollerne mellem mænd og kvinder været tydeligt fordelte: Mændene stod for det rationelle, handlekraftige, aggressive og nøgterne, mens kvinderne stod for følelser, bekymringer, sårbarhed, empati og omsorg. Fordelingen har uden tvivl været nødvendig i langt det meste af menneskenes historie, hvor krig om territorium, politik og religion har spillet en stor rolle. Når krig (både som angreb og forsvar) har været en del af menneskets daglige virkelighed, så har det også været nødvendigt at kunne lukke ned for følelserne og empatien, når man stod overfor fjenden. Der har derfor hersket en kultur, som har forherliget og berømmet denne kriger-evne til at lukke ned for følelserne. Ideen om, at rigtige mænd ikke viser følelser, eller at drenge ikke græder, er ikke sådan at komme til livs, og når der så ovenikøbet også hersket en ide om, at når man først har sagt ja, så kan man ikke en halv time senere sige nej, ja så det forståeligt, at det stadig er lidt en gråzone at navigere i både for mænd og kvinder. Kan en samtykkelov hjælpe på det? Både ja og nej, tænker jeg. En samtykkelov vil sætte fokus på problemstillingen, sådan at flere vil spekulere på, hvordan et samtykke egentlig kommer til udtryk. Men vil en samtykkelov hjælpe de (primært) kvinder, som har oplevet overgreb fra personer, de kendte i forvejen – vil den slags voldtægtssager ikke altid være påstand mod påstand? Hvem skal afgøre om hendes kropssprog var indbydende eller afvisende? Hvornår er man så passiv, at det må betyde NEJ?

Jeg er ikke imod lovforslaget – det sætter fokus på nogle vigtige spørgsmål og flytter definitionen af ‘voldtægt’ – men jeg er ikke tilhænger at den “aftale-mentalitet” omkring sex, som kan blive resultatet af loven. Ville det ikke være bedre med en ny kultur på området? En kultur hvor vi opøver en så stor følelsesmæssigt intelligens, at vi kan aflæse hinandens kropssprog og handle respektfuldt i overensstemmelse med de signaler vi får? Hver gang? For de fleste kan (heldigvis) det meste af tiden. Spørgsmålet er, om en ny lov og voldtægts-definition også vil udvikle en ny kultur – eller blot nye typer retssager? Eller bliver en samtykkelov bare et underligt ‘bureaukratisk’ lag for almindelige mennesker? Eller – kunne man håbe på – vil loven give en kærkommen anledning til forventningsafstemning? Måske sammen med den kondom-snak, vi næsten også har glemt igen…

 

 

De mange kønsidentiteter…

Jeg synes, at diskussionen om køn er kommet lidt på afveje. Da jeg første gang skrev om det flydende køn her på bloggen (2016), var det et forholdsvist nyt emne i den offentlige debat uden større opmærksomhed. Det må man sige har ændret sig i løbet af de sidste par år.

For at beskrive ideen om det flydende køn (som jeg forstår det), vil jeg bruge en gammeldags radio som eksempel. På en radio skruer man en nål frem og tilbage på en skala over de forskellige radiokanaler – hvis man vil høre en anden kanal skruer man bare hen til kanalens position på skalaen. På samme måde forestiller jeg mig, at de maskuline og feminine værdier ligger på en skala, hvor man kan flytte sig frem og tilbage. Nogle dage er man måske mest i den feminine ende af skalaen og andre dage i den maskuline. Nogle mennesker er altid i den ene eller anden ende af skalaen, mens andre er mest i midten og bliver lidt utilpasse ved tanken om at skulle for langt ud i yderpositionerne. Og så tror jeg, at der også er en vertikal mulighed i hver position på skalaen – hvis man fx står i en position i den feminine ende af skalaen, vil der i denne position også være mulighed for at skrue op og ned for det feminine/maskuline. Lidt ligesom når man vælger farver i Word, hvor man først vælger en bestemt farve og derefter kan vælge at gøre nuancen mørkere eller lysere.

Tidligere var det ikke så velanset at kvinder fx bevægede sig for langt over i den maskuline ende af skalaen og omvendt for mændene. Det er det forhold, kvindebevægelsen og feminismen har kæmpet for at ændre. Det er derfor, at vi alle bør være feminister, fordi man i den bevægelse ønsker at ligestille alle mennesker og give dem lov til at udfolde sig, som de ønsker, uanset hvilken krop de er født med. Men det er altså ikke det samme, som at man kan kalde sig mand den ene dag og kvinde den anden – som desværre har været en af debattens afveje: At en mand, som føler sig som en kvinde, bør kunne opstille og konkurrere mod kvinder i sportskonkurrencer, og at en kvinde, som føler sig som en mand, bør kunne gå i bad i mændenes omklædningsrum. Det ene vil kræve at man ikke deltager for at vinde (for der har mandekroppen ofte en fordel), og det andet vil kræve, at man som kvinde aldrig vil blive forulempet eller udsat for overgreb fra mænd. Begge dele synes at have lange udsigter.

Lad os kalde en spade for en spade: Der er to køn. Hanner og hunner. Kvinder og mænd. Hunkønskroppen kan noget og hankønskroppen kan noget andet. Så er der et utal af kønsidentiteter, alt efter hvor man placerer sig på ovenfor beskrevne skala. Men uanset hvilken kønsidentitet man har/vælger, kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være et problem at blive identificeret som enten kvinde eller mand på baggrund af kroppen. Eller at man forskelsbehandler for netop at sikre lige udfoldelsesmuligheder for de to biologiske køn (fx opdelte konkurrencer og omklædningsrum).

Fakta er, at selvom en kvinde kalder sig en mand, fordi hun føler sig som en mand, vil hun blive behandlet som en kvinde, fordi hun har en kvindekrop. Det vil ofte sige, at hendes risiko for at blive udsat for vold, voldtægt, lav løn, hån eller seksuelle overgreb (verbalt eller fysisk) er noget højere, end hvis hun havde en mandekrop. Det er virkeligheden for uendelig mange kvinder kloden over. Fakta er, at når kvinder i de rige lande gør det til et problem, at der ikke er andre afkrydsningsfelter end “mand” eller “kvinde”, svigter de alle de kvinder, som lever udsatte og begrænsede liv, blot fordi de er kvinder. I stedet for at kæmpe for retten til at kalde sig intetkøn eller for at kunne definere sig som mand, selvom man har en kvindekrop, så skulle man måske hellere kæmpe for at ligestille værdien af kvinde- og mandekønnet og på den måde undgå, at dét, at blive defineret som kvinde eller mand på baggrund af biologien, bruges til at forhindre det ene biologiske køn i at kunne gøre det samme som det andet. Og det er der, kampen bør stå: For ligeværd og ligestilling mellem de to biologiske køn, sådan at ingen vil opleve det som problematisk at være født med enten den ene eller den anden krop. Og for at vi frit kan udtrykke vores kønsidentitet, uden at der opstår et modsætningsforhold til det fysiske køn – vi er længere fra målet, end vi tror.

Læs mine tidligere blogs om emnet her:

at være af flydende køn…

Kategoriseringer af køn og seksualitet

 

 

Virkelig??!!

Jeg læste for et par uger siden, at ligestillingsministeren Mogens Jensen vil igangsætte en ”undersøgelse af internetfora, hvor særligt unge mænd opildner hinanden til modstand mod ligestilling og kvinders rettigheder, og hvor seksuelle krænkelser og vold mod kvinder legitimeres”.

VIRKELIG!!? Samles unge mænd i internetfora, hvor de bakker hinanden op i modstand mod kvinder og ligestilling, og i legitimering af vold og krænkelser mod kvinder? Jeg kunne forstå det, hvis det havde været mænd i 70-års-alderen, som kunne huske de gode tider ”dengang kvinder kendte deres plads i hjemmet” men unge mænd?
Artiklen (skrevet af pressesekretær Morten Kaus) kommer med et bud på hvorfor: ”Med #MeToo bevægelsen blev der sat øget fokus på seksuelle krænkelser overalt i samfundet, og bevægelsen gav kvinder mulighed for at beskrive og klage over de overgreb, de oplever. Det har dog også givet anledning til, at nogle mænd føler, at mænd mister deres position i samfundet”.

Hmm ja, det er sikkert rigtig nok – det med den mistede position. Når man har lovgivet sig til lige rettigheder mellem kvinder og mænd, så har det jo været mændene, som har måttet afgive de rettigheder, som de traditionelt har siddet på i umindelige tider. I den forstand kan man godt forstå, at nogle mænd ville have foretrukket et status quo.

I virkeligheden viser det bare, hvor ny denne ligestillingsproces er, og det viser også, at kvindekampen (som det hed engang) netop er en kamp, og at den langt fra er ovre. Desværre.
Vi må have gjort noget forkert, siden disse unge mænd føler sig som ofre og forsvinder ind i dette mørke hadefulde og begrænsede rum. Gid kærligheden og lyset må finde dem… og os andre med dem.

Se artikel fra ministeriet her:
https://mfvm.dk/nyheder/nyhed/nyhed/undersoegelse-skal-afdaekke-omfanget-af-kvindehad-paa-