“Hvorfor er skolen et fængsel?”

Jeg har en elev i tredje klasse, som bliver ved med at spørge mig, hvorfor skolen er et fængsel – hvorfor skal skolen bestemme over ham? Hvorfor må man ikke gå uden for skolen grund? Hvorfor skal man sidde på sin stol, når læreren beder om det? Hvorfor skal man lave en opgave, hvis man nu ikke gider? Og jeg ender ofte med at give det svar, som alle andre voksne sikkert også giver ham – at sådan er verden nu engang indrettet, at hans forældre skal kunne stole på, at han er på skolen i skoletiden, at det er svært at give en fælles besked, når alle går omkring, og at man skal øve sig for at blive bedre – alle gode og rigtige svar, men bare ikke svar på det, han reelt spørger om. Han mangler en helt grundlæggende forklaring på, hvorfor verden hænger sådan sammen, fordi det ville give ham oplevelsen af mening med egen hverdag, hvis han vidste det. Det, som fortvivler mig – som voksen og som lærer – er, at jeg selv var sådan et barn engang. Jeg stillede også den slags spørgsmål, jeg manglede også at forstå, hvorfor verden trak denne uendelighed af krav og forventninger ned over mig pakket ind som sandheder.

Men hvornår giver det mening? Livet? Hverdagen? Jobbet? Skolen? Det tumbler jeg så med i øjeblikket, for jeg er jo provokeret af, at jeg ikke kan give drengen et ordentligt svar. Det synes jeg, at jeg burde kunne – jeg har i hvert fald tænkt tanker nok i de 54 år, jeg har været her.

Jeg læste for en tid siden i en artikel om Morten Albæk (i forbindelse med hans nye bog), at han mente at vi fejlagtigt får sat lighedstegn mellem tilfredsstillelse, lykke og meningsfuldhed. At et meningsfyldt liv indebærer, at man er lykkelig og tilfredsstillet, men i virkeligheden behøver et meningsfuldt liv ikke indeholde hverken tilfredsstillelse eller lykke. Hverdagen kan bestå af både trivialiteter og smerte og alligevel opleves som meningsfuldt – og den distinktion er vigtig – i hvert fald når man søger efter mening.

I virkeligheden burde mening hverken være noget, man skal finde eller skabe. Det burde ligge naturligt indlejret i vores selvforståelse, og på mange måder er det måske lige akkurat der, at problemet har sin rod. Vi oplever ikke længere os selv om uundværlige i et fællesskab – vi har ikke længere værdi i kraft af den funktion, vi udfylder i forhold til andre. Engang var det nok, at man bare havde et job, så man kunne betale regningerne, men det er det ikke længere for de fleste af os. Nu skal det netop også være tilfredsstillende – ”det skal være sjovt”, som enhver elev i skolen ville sige. Nogle søger tilfredsstillelsen mens andre synes der ligesom skal være en højere mening med det, vi gør (og med det faktum at vi overhovedet er her). Det senmoderne menneskes forbandelse? Eller fremtidens velsignelse? Hvis vi da finder frem (eller tilbage) til meningen med livet.

Indtil videre er mit bedste bud på mening, at vi oplever os selv som værdifulde, fordi vi er del af et fællesskab. At vi har noget at byde ind med, som udfylder en funktion for andre. Men jeg er ikke sikker på, at drengen i 3. klasse køber den – forklaringen om at han må indordne samfundets forventninger, fordi han dermed bliver en værdifuld opretholder af samme samfund. I den udgave køber jeg den jo knapt nok selv 😀

Jeg tænker at fortsættelse følger….  🙂

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s