Fortolkningssystemer

For en tid siden så jeg et klip på Facebook fra programmet Sara Bro på DR2, hvor Knud Romer kommer ud i en argumentation, som han ikke slipper helt godt fra på trods af en ellers god pointe. I sofaen hos Sara Bro sad også Ekaterina Andersen, som er en af de tre kvinder bag Ludermanifestet (se mit sidste blogindlæg). Programmets emne er nøgenbilleder, som kvinder deler på de sociale medier for at sætte fokus på feministiske emner og budskaber – i modsætning til de nøgenbilleder som deles uden kvindernes accept (hævnporno). Ekaterina Andersen argumenterer for sin ret til at være nøgen eller udfordrende klædt uden at blive nedvurderet eller behandlet dårligere end andre. Det er i respons til dette, at Knud Romer bliver inddraget. Han medgiver, at man naturligvis bør kunne klæde sig, som man vil og stadig have krav på at blive behandlet med respekt, men at det kræver, at vi alle anvender den samme fortolkningssystem. Og det er en rigtig god pointe – selvom han formidler sin pointe så dårligt, at han får mange nedladende og hårde kommentarer i Facebook-opslaget, mest fordi de fleste misforstår ham. Jeg tror ikke, at han personligt mener, at ludere kan behandles dårligere end andre, men at man må forvente at blive dårligere behandlet som luder i et samfund, som har et fælles fortolkningssystem, som placerer luderen nederst i hierarkiet. 

Ekaterina Andersen bekræfter faktisk samme pointe lidt tidligere i udsendelsen (cirka 11 minutter inde i programmet). Hun fortæller nemlig, at hun ikke oplever at blive taget alvorligt i forhold til de mange andre emner, som hun også gerne vil tale om, fx klima, indvandring osv. Medierne og publikum er kun interesseret i hende så længe, hun deler nøgenbilleder eller skriver om seksuelle emner. Og det er netop dét, som er Knud Romers pointe, at vores kultur er baseret på en ide om, at alle værdier kan placeres i et hierarkisk forhold til hinanden, rig er bedre end fattig, ung bedre end gammel, direktør bedre end skraldemand, veluddannet finere end ufaglært og så videre. I dette system bliver man også behandlet efter position – sådan at den kendte filmstjerne får – og kan forvente at få – privilegier, som fiskeren fra Hvide Sande ikke får. I dette system står intellektet over kroppen, det nøgterne over lidenskaben. Derfor er luderen placeret langt nede på ranglisten, mens madonnaen/moderen/hustruen er noget højere placeret og kan derfor forvente en respekt og beskyttelse, som luderen ikke har krav på i samme omfang – ligesom heller ikke tiggeren, den hjemløse, den pædofile, svindleren og så videre – der er mange ”kategorier” af mennesker, som vi egentlig accepterer må og bør forvente en anderledes (dårligere) behandling. Knud Romer konstaterer blot denne præmis, mens Ekaterina Andersen har bøjet sig for den, når hun – for at blive taget alvorligt i samfundsdebatten – har måttet gøre sine profiler på de sociale medier mere ”kedelige” – altså med færre nøgenbilleder.

En hierarkisk opdeling af verden er en del af det maskuline paradigmes tankesæt, og som er med til at sikre, at vi udvikler os som mennesker – at vi har noget at stræbe efter, men i en forhåbentlig mere feminin fremtid tror jeg, at vi i højere grad vil bruge det hierarkiske system til at lytte mere til de personer, som taler med viden, visdom, indsigt og dybde – uanset om de er klædt som ludere eller tiggere – end at vi vil vurdere folk på deres ydre. Vi vil fortsat sætte nogle værdier højere end andre, men hvilke egenskaber og værdier, vi værdsætter, vil ændre sig. 

Facebook-klippet med Knud Romer kan ses via dette link: Klip med Knud Romer i Sara Bro på DR2

Hele udsendelsen kan – indtil videre – ses via dette link: Sara på DR2, Nøgenbilleder

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s