De stakkels mænd

For en tid siden så jeg DR’s miniserie ”Mandefald” om mænds identitetskrise i kølvandet på kvindernes tilkæmpede ligestilling i samfundet. Mens kvinder for størstedelens vedkommende har foldet sig selvsikkert ud i alle erhvervs- og uddannelsessammenhænge, har en ret stor gruppe mænd ikke fundet sig en livspartner, har ikke fået børn eller uddannelse, mange af dem er ensomme, lider af livsstilssygdomme og dør statistisk set langt tidligere end gifte mænd. Nogle af dem har svært ved at finde indhold både i deres personlige og professionelle liv. Andre taler bittert og desillusioneret om kvinder og giver udtryk for, at kvinder er krævende og vanskelige at omgås.

Søndag 19.april læste jeg en interview i Jyllandsposten (journalist Jamilla Alvi), hvor forfatteren Sofie Jama giver udtryk for, at hun har lidt ondt af den ”den hvide mand” og vil gerne frigøre ham (Sofie Jama er fra Somalia, hvilket forklarer, og til en vis grad berettiger, kategoriseringen ”den hvide mand”). I forbindelse med hendes nye bog har hun, som en del af sin research, oprettet profiler på nogle af de fora, hvor mænd skriver om kvinder (se også mit tidligere indlæg om dette: Virkelig??!!). Her har hun erfaret, at mange mænd føler sig ”overset og overflødige, og at den altomfavnende feministiske magt overtager og griber om sig”. Hun gengiver eksempler på både den aggressive mands holdning: ”De skandinaviske kvinder er skyld i at den vestlige verden går under, og derfor skal de skydes eller voldtages”, og eksempler på den desillusionerede mand: ”Han var 40 år gammel og sad alene i sin lejlighed, havde ingen børn og havde mistet sit job, mens hans jævnaldrende kvindelige bekendte havde job, kunne få børn med sig selv og kunne drage fordel af deres seksualitet til at få sex”. Nu kunne man jo anføre, at der jo ikke er noget til hinder for, at også mænd bruger deres seksualitet til at få sex, men faktisk ligger hele problematikken lige akkurat gemt her. Ikke for alle mænd naturligvis, men mændene i serien ”Mand dig op, mand” havde fx tydeligvis svært ved at finde en manderolle som ”passer”. For kvinder vil hverken have macho-typen, som er alt for optaget af sig selv, eller den bløde mand, som knapt vil vedgå sig sin maskulinitet. Kvinder vil gerne have noget indimellem, men der følger inden anvisninger på hvordan ”indimellem”, og der er ingen steder, hvor man kan lære det.

Jeg tænker, at problematikken i høj grad knytter sig til ændrede kønsroller, og derfor er min overskrift på ingen måde ironisk ment, jeg har faktisk lidt ondt af mændene. Tidligere var rollerne tydeligt fordelte. Mændene stod (mest) for det rationelle, handlekraftige, aggressive og nøgterne, mens kvinderne stod (mest) for følelser, bekymringer, sårbarhed, empati og omsorg. Fordelingen har uden tvivl været nødvendig i langt det meste af menneskenes historie, hvor krig om territorium, politik og religion har spillet en meget stor rolle. Når krig (både som angreb og forsvar) har været en del af menneskets daglige virkelighed, så har det også været nødvendigt at kunne lukke ned for følelserne og empatien, når man stod overfor fjenden. Der har derfor hersket en kultur, som har forherliget og berømmet denne kriger-evne til at skrue ned for følelserne. For mange mænd er det derfor stadigt skamfuldt at fremstå for feminine, for bøssede, for svage eller for sårbare. Mænd har altså kun i mindre grad fået afgang til det fulde spektrum af både maskuline og feminine værdier, mens kvinder i dag gennem kvindefrigørelsen har fået adgang til både at kunne agere feminint og maskulint. 

En mand bliver først for alvor tiltrækkende i kvinders øjne, når han vedgår og inddrager sine feminine sider såvel som maskuline sider. Han skal altså favne og acceptere sine mere sårbare og sentimentale sider, samtidig med at han er handlekraftig, beslutsom og nøgtern. På samme måde bliver en kvinde mere tiltrækkende i en mænds øjne (formoder jeg), hvis hun favner sine maskuline sider og evner at vise initiativ og sætte grænser, samtidig med at hun også er funderet i sin femininitet. Så jeg tænker at udfordringen for den store gruppe mænd, som ikke kan finde deres identitet som mænd, dels handler om at skulle vedgå sig nogle feminine sider, som de kulturelt set har lært at skamme sig over eller at undertrykke, og dels at de skal vedgå sig en maskulinitet, som har været temmelig udskældt (og sommetider latterliggjort) i kølvandet på rødstrømpebevægelsen.

Mit råd til mænd? Dybest set drømmer kvinder om mænd, som giver dem et frirum i hvilket, de trygt kan folde sig ud som kvinder og som menneske. Mænd som oplever kvinder som gudinder (og tro mig, tilbedelsen vil blive gengælt). Det lyder banalt – jeg kan selv høre det – men måske har vi bare alle brug for at se op til hinanden? Måske finder man kun sin egen kønsrolle ved at acceptere tilbedelsen af dens modsætning? 

 

 

 

9 thoughts on “De stakkels mænd

  1. Det er meget spændende læsning.
    Jeg er selv een af de mænd, der ikke har kunnet finde en partner – hverken midlertidig eller varig – i de 30 år der er gået siden min skilsmisse.
    Det er sådan set ikke uden fordele, men det er dybt frustrerende, at man ikke en gang har muligheden.
    Emnet interesserer mig selvsagt meget, og det glæder mig, at du i dit indlæg ikke er så negativt indstillet over for problematikken, som det er sædvanligt i debatterne f. eks. på nettet.
    Denne negative holdning er selvfølgelig blevet meget forstærket af den såkaldte “incel-bevægelse” som du også nævner.

    Jeg er meget enig i at det med kønsrollerne har en del at sige.
    Men jeg tror der er en anden ændring der har midst lige så stor betydning.
    Det handler om de mænd jeg kalder de ‘små praktikere’ – de mænd, der i høj grad ernærer sig som ufaglærte i forskellige funktioner.
    Da jeg voksede op, i tresserne ude på landet, var det i et milj’ af netop de folk.
    Dengang var der masser af jobs til løsarbejdere – typisk jobs der krævede en del fysisk arbejde, men ellers ikke stillede de store krav.
    De mænd – min far var een af dem – var nødvendige ude på gårdene, og de havde også selv tit et lille husmandssted.
    De var fattige, men i de år holdt de skindet på næsen ..
    De havde en vis værdighed i kraft af deres arbejde – også selv om de nogle gange blev hårdt behandlet af de bønder, de arbejdede for.
    Men de var rare mænd, og som normerne var den gang, fandt mange af dem en kone – tit af samme støbning som dem selv.
    Jeg kendte mange af dem, og det var søde, stilfærdige mennesker.

    Med de ændringer, der er sket i samfundet i dag, og den kultur der dominerer – så er de mænd røget helt ud i periferien.
    Der er ikke så meget løsarbejde, og som verden ser ud i dag, så formidles det løsarbejde, der er, tit gennem diverse kommunale aktiveringsordninger – det er ikke altid helt dårligt (jeg kender mange, der er inde i det system) men værdigheden er taget fra dem. de er ‘på overførselsindkomst og har ikke noget arbejde’

    Pointen i forhold til dit skriv er at det er de mænd kvinder i dag ikke vil røre med en ildtang.
    Jeg kender en god del af de mænd – jeg selv og min søn inklusive – og de fleste har ikke været i nærheden af en kvinde i årtier.
    De har givet op.
    Nogle går i hundene, men det er heldigvis ikke alle – vi finder andre måder at indrette os på.

    Jeg vil lige nævne, at for mit eget vedkommende, så er jeg lidt atypisk – jeg har en god uddannelse og har et godt betalt middelklassejob .. men jeg er nok noget excentrisk, og jeg har aldrig følt mig som en del af hverken den ‘klassiske’ eller den nye (håndværker / lønarbejder) middelklassekultur.
    Jeg har mere til fælles med de mænd, der er “kasseret” og selv om de / vi selvfølgelig har mangler, så er der også træk ved vores måde at leve og danne fællesskaber på, andre kunne lære noget af …
    Det er en længere historie, som jeg prøver at indkredse i min blog …

    1. Hej Christian
      Tak for din refleksion.
      Jeg har faktisk før stødt på overvejelser som dine: at det måske også handler en del om socialklasse. Men hvis du har ret, så burde der vel være lige så mange kvinder i samme socialklasse, som er tilfredse med arbejdsmanden eller ham i aktiveringstilbud? Det var de jo for 50 eller 100 år siden – som du beskriver. Det interessante spørgsmål er jo, hvor disse kvinder er blevet af? Måske handler det om at kvinder generelt har haft en tendens til at gifte sig opad på rangstigen (men det gjorde de vel også for 50 år siden – de som havde den ambition?). Måske er det nærmere, at kvindebevægelsen har givet kvinder en anden og stærkere selvbevidsthed, som har givet dem modet og mulighederne for at bryde med deres socialklasse og finde helt andre veje at gå i forhold til livsindhold. En selvbevidsthed og mulighed mænd ikke har fået i samme omfang, fordi en egentlig mandebevægelse aldrig for alvor har fået fat i mændene og slet ikke ‘de små praktikere’, som du kalder dem. Engang var ægteskab et mål i sig selv, i dag er det nok mere at finde et livsindhold – og så leder man først bagefter efter en partnier som deler det samme livsindhold – og så kan det blive svært at mødes, hvis mændene er tilfredse med at gå på arbejde og slå græs, når de kommer hjem, og falde i søvn til tv’et om aftenen (stereotypt beskrevet), mens kvinderne i større og større omfang orienterer sig mod maratonløb, efteruddannelse, spiritualitet eller storbyrejser. Måske?
      Må jeg gøre din kommentar tilgængelig for andre at læse? Det er jo altid godt med andre og mange vinkler, når det handler om vanskelige emner.
      Hilsen Birgitte

      1. Hej Birgitte, ja, selvfølgelig må du da gøre min kommentar tilgængelig .. jeg har en hel del bemærkninger til det du skriver 🙂 .. men det vender jeg lige tilbage til …
        Måske kan du copy/paste dit svar ovenfor ind som svar til min kommentar i selve oplægget – bare et forslag .. ?

      2. Der er en meget god illustration af det med mænd og kvinder, socialklasse, uddannelse og kultur.
        Det handler om “Jokkmokk-effekten” som blev omtalt i mit fagforeningsblad (“Gymnasieskolen”) for en del år siden.
        Citat:
        “Ifølge Niels Egelund, der er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet, kan forklaringen på pigernes høje niveau i matematik og fysik være, at de ønsker at forlade deres hjemegn for at flytte til en større by. Det betyder, at de lægger flere kræfter i skolearbejdet, fordi uddannelse er billetten til arbejde i metropolernes højteknologiske videnssamfund, som det hedder i en nyhedsmail fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Mændene derimod er i de øde egne tilfredse med at gå på jagt, fiske og arbejde i skoven.”
        Link: https://gymnasieskolen.dk/jokkmokk-effekten

        Da jeg læste det, fik jeg den kætterske tanke, ja, det kan godt være at mændene er tilfredse med at gå på jagt, fiske og arbejde i skoven.
        Og So F***ing what .. ??? (Pardon my French … 😉 )
        Pointen er at der i høj grad er kulturelle normer og forventninger i det her.
        At gå på jagt, fiske og arbejde i skoven – hvad handler det dybest set om?
        Mad på bordet, tøj på kroppen og tag over hovedet.
        I tæt, sanselig kontakt med livet og naturen.

        Mænd er i høj grad praktikere, hvor kvinder bevæger sig i et univers af æstetik, følelser, kultur, sociale normer og koder .. og har det helt fint med dét (groft skåret).
        Det praktiske, det sanselige og jordnære – som mænd er interesseret i – betragtes i nutidens højurbane kultur som noget tilbagestående, noget primitivt – også hos mange mænd, der har fanget tonen og forventningerne i det urbane miljø og har succes i forretnings- og erhvervsliv.
        Den slags lader vi maskinerne om.
        Og de mænd, der tidligere havde deres stolthed og værdighed i at kunne forsørge sin familie gennem fysisk arbejde, har i dag intet tilbage.
        Rigtig mange af de single mænd, jeg kender, vil helst arbejde udendørs, og tilbringe deres tid, ikke foran fjernsynet, men ude i det fri, med cykelture, havearbejde, madlavning ..
        Jeg får nogle gange lyst til at give de kære kvinder en ordentlig rusker og sige, vi lever ikke af avancerede sociale koder alene …
        Uden mad og drikke, duer helten ikke ..
        Og selv om raffineret kunst og sofistikeret livsstil på de bonede gulve kan være een interessant måde at se tilværelsen på, så er der altså også andre legitime måder at se verden på ..
        Jeg står med en oplevelse af at leve i en kultur, der fuldstændig har miste jordforbindelsen … og i den proces tabt en masse – især mænd – på gulvet.

      3. Hov .. der skulle stå “den slags – det praktiske – lader vi maskinerne om”
        (kan ikke redigere i indsendt svar, så vidt jeg lige kan se .. 🙂 )

  2. Kære Birgitte
    Det er spændende at følge med i dine skriverier og jeg forestiller mig det må gøre dig til en aktiv læser og meningsdanner. Her til morgen fik jeg imidlertid teen galt i halsen da jeg læste at mænd skal opleve kvinder som gudinder. Altså at kvinder gerne vil opfattes som gudinder. Det er muligt at nogle kvinder har det ønske. Jeg vil vove den påstand at mange ikke ønsker det.
    I utallige litteraturanalyser (og sikkert også andre steder) er nogle mænds forkvaklede kvindesyn splittet i at se henholdsvis madonnaen (gudinden) eller luderen. Ved at vælge det ene udelukker man det andet. En gudinde har da ikke et frodigt sexliv eller drikker sig fuld …. hun har ikke mørke sider. Hun er ikke en hel person og derfor skal gudinden UD:-)
    Kvinder er ikke kvinder; vi er meget forskellige og har mange forskellige meninger.

    1. Hej Jette – dejligt at høre fra dig og dejligt med respons – det kan ellers hurtigt blive en lukket fest 😊
      Ja, gudinde er måske ikke helt det rette ord – et af de ord hvor en fælles definition er nødvendig for fælles forståelse. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg synes, at madonnaen og gudinden dækker over det samme. Gudinder i gamle religioner, som den nordiske eller græske, havde både gode og dårlige egenskaber, og den hinduistiske Kali er da i hvert fald en temmelig frygtindgydende gudinde, som repræsenterer både kvindens og den kvindelige seksualitets mørke og voldsomme sider. Når jeg bruger ordet ’gudinde’ er det nok mere for at sige, at nu er det på tide, at vi også placerer det feminine og kvindelige i samme gude-position som den mandlige gud og de maskuline værdier. På tide at vi ophøjer det kvindelige og feminine til samme niveau som det mandlige og maskuline.
      Og ved at bruge ordet ’gudinde’ tænkte jeg faktisk ikke på en bestemt opførsel, der kan tilskrives eller forventes af en gudinde, men nærmere som en anvisning på, hvordan mænd kunne se på kvinder, så de havde større chance for at få en kæreste. Det er jo ikke så underligt, at en mand ikke kan få en kæreste, hvis hans grundlæggende opfattelse af kvinder er, at de er dominerende og krævende. Han skal selvfølgelig ikke opleve enhver kvinde på hans vej som en gudinde, men blot opleve det kvindelige og feminine, som noget værdifuldt og helligt. At han beundrer og anerkender det feminine og kvindelige i stedet for at nedgøre eller bekæmpe det. Og det går naturligvis også den anden vej – fra kvinder til mænd.
      Jeg synes, vi i det hele taget skal være bedre til at se det hellige (guddommelige) og ukrænkelige i andre mennesker. Bedre til at give det andet menneske et rum, hvori det trygt kan være sig selv og udfolde sit potentiale. De fleste af os er ret egoistiske og lægger derfor en masse krav, forventninger og normer på andre for at få egne behov opfyldt – og det er svært at give mere rummelighed end man selv har modtaget – men vi kan jo bestræbe os på at se og respektere det ophøjede (guddommelige) i det andet menneskes væsen. Mænd som kvinder.
      Måske en anelse religiøst? 😊
      Hilsen Birgitte

  3. Hej igen, jeg forstyrrer lige kort … 😉
    Jeg faldt denne artikel, kom i tanker om dit indlæg og synes lige du skulle se det …
    Du har måske set det, men jeg ville lige dele det – synes det er en god artikel.

    https://www.dr.dk/nyheder/kultur/boeger/dansk-forfatter-i-opraab-maend-bliver-noedt-til-fortaelle-nogle-kvinder-de-er

    Hun ser sagen fra begge sider, er på den ene side meget bange for det raseri hun har mødt, men har på den anden side forståelse …
    Det er helt forfærdeligt at det ekstreme højre nu også har kapret tanken om at mænd må blive bedre til at få et godt liv alene …
    Det gør, at de af os mænd som er ‘ramt’ af — eller bar einteresserede i problematikken, og som ligger klart til venstre for midten, helt mister stemmen i den debat.
    Vi tør ikke sige noget, fordi vi risikerer at blive identificeret med kvindehadske højreekstremister …

    1. Hej igen. Tak for dine input og tak for artiklen med Sofie Jama. Jeg havde set den og var også blevet lidt provokeret af den. Jeg går og tygger lidt på problematikkerne og vender nok tilbage i form af et nyt blogindlæg om emnet – det er jo et vanskeligt felt at navigere i, men også interessant i forhold til, at det jo lige akkurat NU, vi skaber fremtiden, og det derfor er vigtigt at tage de nødvendige diskussioner – i stedet for bare at lade stå til 🙂
      Hilsen Birgitte

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s