Hånden på låret

Så satte Sofie Linde gang i MeeToo bevægelsen igen, efter at BlackLivesMatter har haft taletiden i et stykke tid. De to bevægelser/oprør ligner meget hinanden, synes jeg, de handler begge om, at én gruppe af mennesker undertrykker eller underkender en anden gruppe mennesker gennem en så indarbejdet kultur, at den første gruppe simpelthen ikke kan se undertrykkelses-strukturerne, mens den anden gruppe hele tiden lever i bevidstheden om dem. Jeg plejer at sige, at hvis en mand i en månedstid tog ophold i en kvindekrop, ville han blive rystet over, hvilket verdensbillede hun må forholde sig til. Både hvilke kommentarer og berøringer hun må tåle, men også hvor meget ressource hun bruger på at forholde sig til, at der fx går en mand bag hende på gaden om aftenen, eller (endnu værre) at hun skal passere en flok mænd, eller hvor meget tid hun måske bruger på at tilrettelægge sin dag, så hun undgår at være alene med en bestemt mandlig kollega. Ja, lyt til flere eksempler her: http://dkmetoo.dk/

Et af de bedste indlæg i debatten, som jeg har læst, er denne af direktøren i lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz: ”Hvis du mener at sexismedebatten er for højlydt, skal du lytte bedre efter”:
https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/laegedirektoer-hvis-du-mener-at-sexismedebatten-er-for-hoejlydt-skal-du-lytte-bedre-efter?fbclid=IwAR3C4Oc2ns59p4zflyFhFOdzkX5Kto7CcwKPHNHLXEBycxqPu1aPMICqguo#.X271m5ABn78.facebook

Han skriver blandt andet, at alle mænd bør føle sig ramt af den anklage mod mænd, som sexismedebatten er et udtryk for og han fortsætter: ”Heldigvis er det jo slet ikke tilfældet, at vi mænd bevidst krænker vore kvindelige kolleger og ansatte. Næ, vi bør føle os ramt, fordi vi formentlig i større eller mindre grad er (ubevidste) medbærere af en kultur, hvor kvinder og mænd ikke tages lige alvorligt”.

Og han spørger: ”Er tonen på arbejdspladsen etableret på vore vilkår, og vores opførsel dermed modelleret efter, hvad man som mand mener er det rigtige? Får man derved skabt adfærd hos kvindelige kolleger, der egentlig er med til at skabe en mandsdomineret kultur, fordi ’det er dét, der åbenbart skal til for at blive hørt/set/få karriere´?”

Fantastisk gode spørgsmål som desværre ikke er de spørgsmål, medierne slår op som overskrifter. I stedet diskuteres der, hvorvidt kvinderne, som beretter om sexisme og krænkelser, bør sætte navn på krænkerne. Dels er det interessant for medierne at kunne sætte navn på især kendte personer, og dels er der en del, som sår tvivl om beretningernes ægthed, når der ikke navngives personer. Men det er og bliver en heksejagt, som baserer sig på en forestilling om, at hvis man finder den skyldige og straffer ham, så forsvinder problemet. Det er flot, at Sofie Linde (og alle de mange andre kvinder) ikke sætter navn på, for derved tvinger de offentligheden til at diskutere den kultur, som sexismen er udtryk for i stedet for at brænde hekse. Når man tænker på, at det mest tilbagevendende og mest anvendte tema for båltalen til Skt. Hans har været vores indignation over, hvordan man dømte og brændte ’hekse’ i middelalderen, så er det da nedslående at opleve offentligheden nidkært råbe ”sæt navn på” blot for at opleve den perverse nydelse ved at se et andet menneske hængt ud.

Og så kommer vi til hånden på låret. Morten Østergaard lagde sin hånd på Lotte Rods lår ved fest for 10 år siden – og blev afvist. Den situation tror jeg, at der er mange, som genkender. Både at mange har oplevet hånden på låret, og at mange har lagt den der. Jeg tænker, at det er en ret anvendt fremgangsmåde, hvis man (mand såvel som kvinde) vil signalere, at man gerne vil ’mere’ uden at skulle formulere det direkte i ord. I en festlig, social sammenhæng er det i orden med en fysisk tilnærmelse, så længe den anden part har mulighed for at flytte sig væk eller får sit ’nej tak’ respekteret. Det gælder også på arbejdspladsen (selv om seksuelle tilnærmelser strengt taget ikke hører hjemme der). Morten og Lotte fik åbenbart snakket ud om episoden – det er jo trods alt en ærlig sag at opleve et andet menneske som tiltrækkende – eller være så beruset at dømmekraften er sat ud af kraft. Men sagen blev alligevel trukket frem som et MeeToo-eksempel, og det må have fået Østergaard til at føle sig på meget på glatis, at han løj og forsøgte at dække over sagen, og dét fældede ham i partiet. Hvilket måske er fair nok, men sexkrænker synes jeg altså ikke, at han kan kaldes. Jeg kan derfor godt forstå, at der er mange, som synes at hele denne sexismedebat er blevet ’for meget’ eller for højlydt, når almindelige tilnærmelser udvist for mange år siden kan føre til at et menneske bliver udråbt som sexkrænker. På den måde er jeg bange for at sagen om Østergaards ’hånd på låret’ skader mere end gavner den debat, som virkelig er meget vigtig at tage.

Lad os komme tilbage på sporet igen. Læs indslaget af Thomas Senderovitz (link ovenfor) og lyt til MeeToo eksemplerne (link ovenfor) og tænk en ekstra gang over, om du mon selv en gang i mellem overskrider en andens grænser? Eller om du er solidarisk med den, som bliver krænket? Skrider du ind overfor krænkeren? Griner du med, selvom du egentlig synes, at det var ubehageligt? Tager du snakken på din arbejdsplads, i teamet, med din ledelse? Jeg læste et sted den påstand, at man ikke ville kunne ændre kulturen med mindre de magtfulde mænd blev straffet for de overgreb, de begår, men jeg mener nu godt, at man selv kan være med til at ændre kulturen bid og bid og over tid ved at være reflekterende, selvransagende – og ved at være modig.

Læs også gerne mit tidligere indlæg om MeeToo: https://brahbek.wordpress.com/2018/01/08/metoo/

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s