Køn i skolen

Jeg skulle have været til uddannelsesdebat i Nr.Nissum i denne weekend, men har i den forløbne uge startet på en ny arbejdsplads, så jeg havde mere brug for at sove 😊 Men debattens tema var i år ”Køn i skolen”, og kønsproblematikken er jo et emne, jeg tidligere har berørt på denne blog, så jeg ville gerne have hørt debatdeltagenes vinkler på problemstillingen. Via Uddannelsesdebattens Facebookside har jeg dog haft mulighed for at høre Mette Korsgaards oplæg: ”Vi er alle mandschauvinister”. Her fremfører hun nogle efterhånden gammelkendte påstande og undersøgelser, om at vi alle ubevidst gentager et mandschauvinistisk kønsrollemønster. Undersøgelser viser fx at de fleste af os ville vælge at give en dukke til et lille barn i lyserødt tøj, mens vi omvendt vil give barnet i blåt en legetøjstraktor. Vi bliver også stadig overrasket, når en ung kvinde vælger at blive ingeniør, eller når en ung mand vil være sygeplejerske. Og på den måde har hun jo ret i, at vi alle er mandschauvinister.

Jeg oplevede det faktisk selv – på en måde – da jeg for et par år siden til eksamen på læreruddannelsen hos en kvindelig eksaminator og en mandlig censor – jeg fik karakteren 10 og begrundelsen for, at det ikke blev 12, lød nogenlunde sådan her: ”Birgitte, der er ingen tvivl om at du er et meget empatisk menneske, som har en induktiv og reflekterende tilgang til tingene – og det er faktisk ret sympatisk, og du er sikkert god at arbejde sammen med, MEN det her er en eksamenssituation og derfor bliver du nødt til at kunne tage et standpunkt og argumentere for det, du skal stå fast og være tydelig og klar i din kommunikation – i det hele taget må du være bedre til at ”sælge dig selv’”. Så på trods af ”at der ikke var tvivl om at det faglige var i orden”, så kunne jeg ikke få topkarakter. Umiddelbart accepterer vi alle præmissen om, at man for at få 12 må kunne argumentere tydeligt og ”sælge sig selv”, for sådan er det jo generelt i vores samfund, og langt de fleste af landets eksaminatorer ville have givet samme karakter og samme begrundelse og oplevet det som en fair karaktergivning!  Og selvfølgelig er det sådan, at hvis man vil anvende et system, hvor man giver karakterer, må man jo nødvendigvis rangere noget i forhold til noget andet, men faktisk er der jo intet i de henholdsvis maskuline og feminine værdier, som min eksaminator ridsede op for mig, som kan siges at være mere værdifulde end de andre. At kunne tage et standpunkt er lige så værdifuldt som at være empatisk, og på den måde var det ikke helt korrekt at lade min personlighed afgøre min karakter – men det er lige akkurat, hvad der sker hele tiden både på samfundsplan og i folkeskolen. Det virkelige problem er jo ikke, at piger vælger kvindeerhverv og drengene mandeerhverv, problemet er, at kvindeerhvervene ikke har samme status som mandeerhvervene – og at feminine værdier ikke anerkendes på samme niveau som maskuline værdier.

Naturligvis skal man i skolen være bevidst om ikke at have forventninger om, at drenge er bedst til IT, og piger er bedst til mennesker – både lærere og forældre skal blive bedre til at se på børn og unge som mennesker – og ikke som køn – og hjælpe det enkelte lille menneske til at udfolde de naturlige interesser og egenskaber, det er i besiddelse af. Mon ikke at det også blev den overordnede konklusion på uddannelsesdebattens tema? Men jeg tænker også samtidig, at vi skal passe på med, hvordan vi rangerer de forskellige egenskaber i forhold til hinanden. Det ville være et skridt på vejen, hvis vi holdt op med at tænke, at robust er godt, mens sårbar er dårligt, eller at tydelig argumentation er godt, mens empati er mindre godt. Et skridt på vejen ville være at acceptere, at alle er forskellige og derfor byder ind med forskellige kompetencer og evner – uanset køn – og at vi faktisk har brug for det hele. Vi har brug for de robuste og vi har brug for de sensitive. Vi har brug for dem, som kan tage en beslutning, og vi har brug for dem, som kan se sagen for flere sider. Og vi har – håber jeg – brug for nørdede enegængere, som bedre kan sidde hjemme og skrive blogindlæg om køn og feminisme end at sælge selv ude i den store verden  😊

Pornokvinden og skamløsheden

Da jeg skrev på mit bachelorprojekt om porno som emne i seksualundervisningen, faldt jeg over en kommentar til et TV2-program, hvor en repræsentant fra Sex og Samfund forsøgte at ”sælge” ideen om at sætte porno på skoleskemaet. Kommentaren kom fra en kvinde, som sagde at hendes barn ville blive taget ud af skolen, hvis der blev undervist i og om porno “for porno var noget at det mest kvindeundertrykkende og nedværdigende, man kunne forestille sig”. Kommentaren er på mange måde meget typisk for den generelle holdning til porno – i hvert fald den politisk korrekte holdning.

Men jeg kom i tvivl om pornoens undertrykkende karakter, da jeg senere læste artiklen, ”Fotografiet og det pornografiske scenario” af Rune Gade, heri sætter han fokus på noget, som faktisk ikke havde faldet mig ind tidligere, nemlig pornokvindens skamløshed: ”At være nøgen, blottet og byde sig til, og samtidigt kunne se hvem som helst i øjnene, er skamløst. Netop dette moment af skamløshed i en kvinde, der vel vidende om påtrængende fremmede blikke stiller sig til skue, profiterer pornografien på, simpelthen fordi det er uartigt, hinsides ”den gode tone”, der fordrer skam i forbindelse med nøgenhed og lyst”

Skam er i særlig grad knyttet til kvindens seksualitet – ideen om den ærbare kvinde er indlejret i vores kulturelle dna, en ide så gammel at vi ikke længere kan redegøre for dens ophav. Det er ikke fordi, skam er noget slemt, det er nok snarere en nødvendighed, da oplevelsen af skamfuldhed hæmmer de naturlige menneskelige følelser, som potentielt kan være skadelige i en mindre gruppe, fx grådighed, vrede og begær. Det ville jo være ulideligt, hvis alle bare skamløst fulgte deres begær efter magt, mad, sex, andres ejendom og så videre. På den måde lærer vi allerede som børn en selvkontrol, som er med til at sikre, at vi kan leve sammen i grupper. Som kvinde kan man dog undre sig over, at kvindens seksualitet åbenbart er så farlig, at den i særlig grad har været udsat for undertrykkelse gennem de sidste par tusinder år. Vi oplever jo ikke os selv som specielt farlige. Men sådan er det altså stadig: Den kvindelige lyst/begær/seksualitet samt alt andet knyttet til kvindens underliv er ligesom lidt upassende at vise i det offentlig rum. Den restriktion lever vi alle med – og lever vel også okay med? Men det er lidt forvirrende, at man så kalder pornofilmene kvindeundertrykkende, når de jo netop er fulde af grådige, lystfulde, skamløse kvinder – altså kvinder som giver udtryk for det, som kvinder i den virkelige verden ikke kan – i hvert fald ikke uden risiko for at blive kaldt billige ludere. Hvordan bliver det undertrykkende? Jeg føler sommetider, at vi på en eller anden måde bliver dobbelt snydt…

Og så dog, for den grådige liderlige pornokvinde er ikke en repræsentant for hverken den kvindelige eller den feminine seksualitet. Jeg tror bestemt, at den feminine seksualitet er både kraftfuld, dyb, mørk og grådig såvel som blid og omsluttende, men at den skal se ud og komme til udtryk, sådan som pornokvinderne viser den, er vel snarere et udtryk for, hvordan den maskuline seksualitet definerer en liderlig kvinde, end det er et reelt udtryk for, hvordan en kvinde ønsker at vise sin fulde seksualitet. Og det er måske netop i den maskuline definition af den liderlige kvinde, at undertrykkelsen finder sted? At kvinder oplever porno som kvindeundertrykkende, fordi de ikke selv får lov at definere, hvordan deres seksualitet skal se ud?

Alligevel synes jeg, at pornokvinden på sær vis slår bro mellem kvinders undertrykte lyst og mænds længsler efter den skamløse kvinde. Måske er det på tide, at vi tager pornokvinden til os og hylder hende i stedet for at foragte hende – og lade hende hjælpe os på vejen ud af skammens begrænsning? Ikke at idealet er at blive så skamløse som kvinderne i pornofilmene men at blive mindre skamfulde over den seksualitet, vi trods alt har – – og at finde værdigheden i den feminine og kvindelige lyst og seksualitet.

 

Forfaldets sårbarhed

Jeg læste, at Rene Toft Simonsen har udgivet en bog om overgangsalder og om livet som kvinde i 50’erne. I omtalen stod der, at hun blandt andet kommer ind på den sårbarhed, der synes at fylde mere med alderen. Og netop det med sårbarheden har jeg selv tænkt en del over i forbindelse med min midaldrende krop. Det er ligesom at den sårbarhed, som altid har været der på indersiden, nu er blevet synlig på ydersiden i kraft af kroppens ældning. Det har noget at gøre med den status som den unge, slanke og faste krop har – når den unge krop forvandler sig til en slap, træt og rynket udgave, mister den samtidig den status og værdi, den plejede at blive tillagt. I hvert fald i vores kultur – fordi vi tror på det – ikke fordi det nødvendigvis er sandt. Sandheden er jo den, som vi vælger at tro på, og som vi gennem troen gør til virkelighed. Jeg er nu 54 og ville ønske, at jeg kunne forlade den virkelighed, som dikterer, at midaldrende kvinder er uinteressante, fordi de ikke ser unge ud længere – eller kun er interessante, hvis de endnu ikke ser gamle ud. Da jeg var yngre, kunne jeg gemme mig bag det slanke, unge og kønne ydre, men det er simpelthen ikke muligt længere. Nu står jeg der med strækmærker og mavefedt, åresprængninger på benene, med hud som ligesom har givet slip på indersiden af lårene, det samme gælder bryster og mormorarmene … Det er den faktuelle virkelighed for mig og for mange af mine medsøstre på samme alder, men at det skulle gøre os værdiløse og uinteressante både som personer og som kvinder, er en konstrueret sandhed. Problemet er, at vi tror så meget på netop den sandhed, at vi har svært ved at se, hvordan den ellers skulle se ud. Ofte bliver alternativet, at vi så må se yngre ud. Operationer, botox, slankekure, træning – målet er at se 10 år yngre ud, for så opleves en kvinde som sexet, som en succes, og man lytter stadig gerne til hende. Og her er vi ved humlen i mit indlæg; at jeg ikke rigtig føler, at jeg har en legitim stemme i forhold til at skrive om seksualitet, krop og køn, fordi jeg er over 50. Jeg har i tidligere indlæg skrevet om min fascination af kvindelige kunstnere, som bruger deres egne nøgne kroppe i deres kunst – fordi der sker noget interessant i forhold til kroppen som subjekt/objekt, når en kunstner bruger sin egen krop i et kunstværk i modsætning til at bruge andres. Men de kvindelige kunstnere, jeg har skrevet om (Kirsten Justesen, Carolee Schneemann, Katja Bjørn), var alle unge og smukke, da de lavede deres performancekunst. De blev set og hørt blandt andet på grund af deres pæne kroppe. Fordi de oplevedes som seksuelt attraktive. Havde de lavet den samme kunst som midaldrende, ville ingen have lagt mærke til dem – højst med lidt foragt eller medlidenhed. Måske netop på grund af det sårbare og skrøbelige i at fremvise en forfalden krop? Det maskuline paradigmes værdi-sætning af kvindens krop har en alt for stor og fastgroet indflydelse på vores kultur. Men som sagt er sandheden den, som vi vælger at tro på – virkeligheden kan til enhver tid konstrueres om – så jeg poster mit indlæg i håb om en ny tid : )

Metoo

Metoo-bevægelsen! Jeg kan sådan set godt tilslutte mig fænomenet, selvom det desværre også har udviklet sig til en slags heksejagt, hvor selv en arm om livet og et kys på halsen (givet for 10 år siden) har været nok til at hænge en mand ud. Jeg har jo selv oplevet det på arbejdspladser og til fester – armen om livet og de uopfordrede kys – mon ikke alle kvinder har det? De beskrivelser, som kvinderne under hashtagget ”metoo” deler med verden, er (desværre) genkendelige for næsten alle kvinder i verden – det er faktisk beskrivelsen af et livsvilkår for kvinder, som har været så almindeligt, at det har været normen. Så halleluja for at det kommer frem i lyset nu. MEN omvendt er jeg også bange for, at bevægelsen vil afholde endnu flere mænd fra at lægge den der kærlige hånd på en kvindes ryg – en hånd som signalerer, at han oplever hende som kvinde, som tiltrækkende og at han er klar til at tage vare på hende.

For der er i min erfaring to kategorier af mænd (groft opdelt) Der er de, som bruger berøring som en del af deres kommunikation med et andet menneske – det fungerer, fordi der ikke ligger et direkte seksuelt motiv bag (selvom det gerne må ende der), og fordi det bliver gjort i venlighed og respekt. Så er der de, som rører og tager fat, fordi de oplever det som en rettighed og med en direkte seksuel hensigt. Sidstnævnte er den slags mænd, som bliver ved, også selvom man beder dem lade være – og bliver sure og ubehagelige.  

I søndags læste jeg så en kronik i Jyllandsposten af cand.psych. Frej Prahl – en yngre mand – som forklarer mænds opførsel med angsten for afvisning. Han beskriver hvordan en mand har tre valgmuligheder, hvis han har lyst til en kvinde; stille kvinden et forslag (date, telefonnummer osv) og risikere af blive afvist, lade være med at gøre noget og dermed undgå at blive afvist, eller bare tage hvad han har lyst til, hvorved han også undgår afvisning. Vi siger fx også ofte, at når drenge skubber eller generer piger i skolen, så er det fordi de godt kan lide dem og gerne vil have kontakt med dem. Det samme gør sig altså gældende for voksne mænd. Så de mænd, som uopfordret tager en kvinde på brysterne eller på bagdelen, er faktisk mænd som er angste for kvinders afvisning.

Jeg ved ikke om det hjælper at vide at mænds dårlige opførsel skyldes angst for afvisning – det gør mig faktisk bare lidt mere træt. Lad os håbe at metoo-bevægelsen varsler nye tider 🙂 

Konkurrencestat og præstationssamfund

 

I sidste blogindlæg anbefalede jeg Kirsten Stendevads bog ”Fremtiden er feminin”, hvor hun skriver om at inddrage og ligestille det feminine aspekt i fremtidens samfund. Nogle af de problemstillinger, som hun mener at tilbyde en løsning på, bliver beskrevet i to nye udgivelser, som jeg ganske vist ikke har læst endnu, men som man kan læse om i artikler i henholdsvis Kristelig Folkeblad og på Folkeskolen.dk (se link nedenfor). Jeg refererer i dette blogindlæg derfor kun til forfatternes holdninger og meninger, som de kommer til udtryk i artiklerne.

Den ene artikel handler om bogen ”Præstationssamfundet”, som er skrevet af sociolog Anders Petersen. Han beskriver et samfund og et menneskesyn, som han mener kan være årsagen til de mange depressioner, vi ser i dag. Han mener, at menneskesynet i dag knytter sig til idealet om ”at være effektiv, produktiv, omstillingsparat og hele tiden klar til at præstere bedre, så man på den måde kan være med i kapløbet om at komme langt og blive et vellykket, succesfyldt menneske” – og at det vel og mærke er den enkeltes eget ansvar at blive dette vellykkede menneske.
Det starter allerede i skolen. Anders Petersen beskriver, hvordan hans eget 3.klasse-barn fik en folder udleveret i skolen om hvad barnet kunne gøre for at blive et robust menneske – det var fx at lave mål for sig selv om at møde til tiden eller smøre egen madpakke. Jeg har oplevet det samme i en 3. klasse, hvor eleverne skulle lave mål for sig selv – både fagligt og socialt. Som barn (eller voksen) kan man i dag ikke blot følge med strømmen, man skal i stedet kunne definere egne individuelle mål – mål som man kan blive holdt ansvarligt for at opfylde.

Den anden artikel handler om bogen ”Hvad skal vi svare”, som er skrevet af professor i filosofi Arne Johan Vetlesen og sociolog og lektor Rasmus Willig. Bogtitlen refererer til, hvad vi skal svare når den økologiske og økonomiske kollaps er en realitet, og fremtidens generationer spørger os ”hvorfor gjorde I ikke noget, mens tid var?”.
De to forfattere ser en sammenhæng mellem samfundets ydre krav og det indre pres mange oplever i form af depressioner og stress: ”Børn er depressive, stressede og lider af social angst, og man skal være fuldkommen blind, hvis man ikke kan se relationen til konkurrencestatens særlige præstationstyranni“. Konkurrencestaten møder nemlig modstand og kritik ”med at svare ‘det er et vilkår’, ‘det er dig, der er ufleksibel og ikke omstillingsparat’ og så videre”, siger Rasmus Willig”.

Så forfattere til de to bøger lader til at være enige om, at vi i dag lever i et samfundssystem, som gør os mere og mere syge indeni – fordi konkurrencestaten og præstationssamfundet bilder os ind, at det er vores egen skyld, at vi har det dårligt – som Anders Petersen siger, så har selvkritik erstattet samfundskritik i præstationssamfundet.

Konkurrencementaliteten, markedsøkonomien og liberalismen har uden tvivl dannet grundlag for udviklingen af vore komfortable hverdag og mange goder, men når så mange bliver syge både fysisk og psykisk, så bør vi stoppe op og spørge os selv, om der måske er noget, som nu trænger til at blive ændret? Om fremtiden skal bygges på andre paradigmer og værdier? For jeg tror altså ikke, at fremtiden og jordkloden vil blive reddet af konkurrence mentalitet – jeg tror redningen skal findes i en fælles forståelse for, at vi er i samme båd, at vi har ansvar for hinanden, og at det ikke gælder om at vinde over ”de andre” eller tjene de fleste penge. Men at det i stedet handler om at føle ansvar for hinanden, om at forsage nogle at de goder, vi oplever som rettigheder, om nærvær og langsommelighed – og om at finde det samfunds- og ressourcemæssige mest bæredygtige grundlag – Vetlesen og Willig argumenterer for ‘den bæredygtige stat’ som alternativ til konkurrencestaten – og jeg tænker at denne (utopiske?) bæredygtige stat skal bygges på blandt andet solidaritet, forsagelse og mindfulness …… og på det feminine paradigme – naturligvis : )

 

Artiklen om “Præstationssamfundet” er skrevet af Bjørg Tulinius i Kristelig Folkeblad: opraab-fra-sociolog-vi-har-udviklet-et-samfund-der-skaber-depression-og-angst
Artiklen om “Hvad skal vi svare” er skrevet af Esben Christensen på Folkeskolen.dk: konkurrencestatens-skadelige-virkninger-raekker-langt-ud-over-vores-forestillingsevne

 

Er fremtiden feminin?

Jeg har læst to bøger i sommer: “Stilhedens væsen” af Sara Maitland og “Fremtiden er feminin” af Kirsten Stendevad. Begge skrevet af feminister – den ene lidt mere old-school end den anden – og begge med fokus på det feminine yin-aspekt af tilværelsen – den ene lidt mere implicit end den anden.

Sara Maitland skriver en begavet beretning om hendes egne forsøg på at indkredse stilhedens væsen og om hendes egen søgen efter stilheden – og selvom hun ikke direkte berører yin-aspektet, så kan man sige, at selve dét, at søge, er maskulint, men det som hun søger – stilheden – er grundlæggende feminint. Fordi man, for at kunne “høre” eller fornemme stilheden, må være stille – enten fysisk stille eller stille i sit sind – og den stilhed indeholder et element af stilstand og nærvær i forhold til både det ydre og det indre, som i højere grad kan kaldes yin end yang. Sara Maitland forsager mange af det moderne samfunds bekvemmeligheder i forsøget på at nå ind til den enkelhed, som for hende repræsenterer adgangen til stilheden – hun flytter ud i ensomhed og begrænser sit forbrug af internet og tv og mobiltelefon til fordel for meditation og stille iagttagelse af fuglene på heden. Og finder en indre ro og balance i denne ydre stilhed.

Kirsten Stendevad skriver også om ro og balance – ikke blot hos den enkelte men også på samfundsplan. Hun har i mange år arbejdet på at gøre det feminine ligeværdigt med det maskuline, hvilket hun mener kun kan opnås ved at vi alle – kvinder såvel som mænd – finder en større balance mellem det feminine og det maskuline energifelt i os selv og at vi derved vil ændre adfærd til fordel for kloden. Som jeg har skrevet om tidligere, så drives verden lige pt af det maskuline paradigme med fokus på vækst, markedsøkonomi, profit, magt, konkurrence, rationalitet osv. Mens det feminine paradigme bliver nedvurderet med sit fokus på følelser, spiritualitet, medansvar, social kapital, nærvær og hengivelse. Stendevad mener, at løbsk yang-energi er ved at smadre planeten, fordi den ikke holdes i skak af yin-energien (fordi den er blevet svækket gennem de sidste par tusinder år) (s.244). Jeg er enig. Jeg synes netop – i forlængelse af mit porno-emne –  at pornoen er et godt eksempel på, hvor grim den (ellers smukke) maskuline energi/seksualitet bliver, når den ikke bliver omsluttet af en stærk feminin energi, som fordrer nærvær og dybde og stilstand (og stilhed?).

Stendevad har i mange år arbejdet med Gudindeskole-kurser, der skal hjælpe kvinder til at genfinde kontakten til deres feminine styrker. Tanken er her, at hvis det feminine skal styrkes, må man starte med kvinderne, fordi de ofte har en naturlig fornemmelse af (og længsel efter) det feminine aspekt, selvom de i stort omfang agerer som mænd for at kunne begå sig i et maskulint orienteret verden. Hendes bog “Fremtiden er feminin” henvender sig dog både til mænd og kvinder, og den orienterer sig primært mod erhvervslivet, men budskaberne kan forstås og anvendes bredt.

“Fremtiden er feminin” er skrevet i et ubesværet let forståeligt sprog (synes jeg i hvert fald), så den er nemt læst, og der er meget stof til eftertanke, da bogens budskab i stort omfang vender op og ned på fastlåste forestillinger om, hvordan vi bør indrette os.

Men er man til det lidt mere nørdede og spirituelle, så er Sara Maitlands “Stilhedens væsen” bestemt også værd at stifte bekendtskab med, den gør også i høj grad op med vores forestillinger om, hvordan verden er sat sammen og hvad der er “normalt” : )

Porno i seksualundervisningen

Jeg har netop afleveret mit bachelorprojekt i læreruddannelsen. I projektet har jeg kigget på hvilke normer og problematikker, der knytter sig til pornografi som undervisningsemne i de store klasser i skolen. Jeg undersøgte hvilke normer om emnet, der kan indkredses i medierne og hos aktørerne omkring folkeskolen, og fandt ud af, at børn og unge bliver mødt af nogle forvirrende og modsatrettede normer og holdninger omkring emnet. I undervisningsmaterialerne fra Sex og samfund bliver porno præsenteret som noget naturligt, der anvendes til underholdning og inspiration, i medierne bliver der skrevet om hvorvidt, man bør begrænse de unges adgang til porno, fordi det kan have en skadelig virkning på dem, mens de fleste forældre og lærere undgår emnet. I en tværnordisk undersøgelse fra 2006 af unges pornovaner gav de unge udtryk for, at det var vigtigt at tale med voksne om seksualitet og pornografi, men samtidig havde kun 20% talt med deres forældre om disse emner. Og i en undersøgelse fra Sex og Samfund af seksualundervisningen i folkeskolen angav kun ca. 25% af lærerne, at pornografi var et emne, de typisk ville inddrage i undervisningen. At kommunikationen mellem generationerne er så begrænset, skyldes nok en blufærdighed, som er indlejret i vores kultur, men som også indirekte er med til at diktere en norm for, hvad man kan og ikke kan tillade sig at gøre blandt andet i undervisningen. Så på trods af at undersøgelser viser, at mellem 80-99% af de 12-19-årige har set porno, så er emnet så tabuiseret, at det kan være vanskeligt at tage op i undervisningen og endnu vanskeligere at arbejde med visuelt.

Jeg antog nemlig at man gennem billedkunstfaglige tilgange som fx Visuel kulturpædagogik kunne undervise i dette visuelle fænomen, men opdagede at normerne (og lovgivningen) omkring porno faktisk ikke tillader, at man fx analyserer et pornobillede som led i undervisningen – på trods af at man i billedkunstfaget udmærket kan se på billeder af nøgne mennesker og på billeder med erotiske temaer og undertoner. Men fænomenet porno er så udbredt og med så stor visuel indflydelse på det offentlige rum og på de unges kultur, at spørgsmålet er, om vi ikke svigter den unge generation ved ikke at tage emnet op til diskussion og refleksion i undervisningen?

I bogen ”Parat til sex” læste jeg følgende af Rune Gade: ”En af årsagerne til pornoens succes kan være, at den udgør den eneste tilgængelige fortælling om seksualitet, som overhovedet findes i vores kultur”. Det har jeg tænkt en del over – for kan det passe? Og hvis det gør, er det så godt nok? Pornoen i sig selv er der sådan set ikke noget galt med – men som den eneste fortælling? Og hvis der ikke findes andre fortællinger, hvis skyld er det så? Dén alternative fortælling var der heller ikke, da jeg var ung, men dengang havde jeg den fordel, at jeg kunne gøre mine egne seksuelle erfaringer uden at skulle leve op til forventninger skabt af pornoindustrien. Det er ikke fordi at jeg mener at det var “de gode gamle dage” – jeg har altid savnet andre tilgange til seksualiteten end den typisk maskulint definerede – men jeg mener, at forventningspresset om at være og gøre ting “rigtigt” er større i dag,. Derfor skal der arbejdes med porno i seksualundervisningen, så de unge får refleksionsevne til at se, hvor de bliver manipuleret, og modet til at stole på egne erfaringer – uanset hvad medierne definerer som normalt.

Kategoriseringer af køn og seksualitet

Måske er det loven om tiltrækning, men her netop en uge efter at jeg postede mit sidste indlæg om sociokulturelle faktorers indflydelse på, hvordan vi opfatter mænd og kvinder, er der en af mine Facebook-venner, som har synes godt om denne her artikel: ”Tror du også, at sex er ren, rå naturdrift? Så tager du fejl, siger professor i sexologi” af Marie Carsten Pedersen på Zetland.dk:

https://www.zetland.dk/historie/s8DEM5KZ-menXa7k5-0129e

Læs den endelig – den er ret interessant! Heri citeres professor i sexologi Christian Graugaard blandt andet for en så herlig udtalelse som denne: ”Man kan sige, at menneskets seksualitet er som et juletræ: Hverken biologi eller socialitet, men et bevægeligt spændingsfelt mellem de to. Et stykke socialt pyntet og iscenesat natur”. I artiklen refereres der også til en amerikansk forsker Henry Abelove, som har en tese om, at ”det heteroseksuelle penetrationssamleje” blev måden at have sex på i 1800-tallet, som en forlængelse af idealerne om målrettet produktivitet i industrialismen og kapitalismen. Hvilket også er hvad Graugaard er nået frem til; at der ligger en kulturel og socioøkonomisk årsag bag de sidste 150 års ideal om ”det heteroseksuelle, monogame, ægteskabelige, reproduktive samleje som det eneste naturlige”. Artiklen kommer desværre ikke ind på, hvad der mon var før? Mindre sex? Eller en anden slags sex uden penetrering? Budskabet i artiklen er altså, at den almindelige opfattelse af sex ikke er en naturgiven måde at gøre det på – juletræet kan pyntes på mange måder og i forskellige farvetemaer : )

Den fastlåste forestilling om seksualitet, som noget naturgivent får ifølge artiklen også indflydelse på, hvordan vi opfatter os selv og andre som enten hetero- eller homoseksuelle (eller andre mindre kategorier) og oplever kategorierne som ”historieløse, identitetsbærende kategorier, der fra naturens hånd gør os til enten det ene eller det andet”. I en senmoderne kultur med stort fokus på individet kan disse kategoriseringer dog opleves som begrænsninger, hvilket åbenbart også er tilfældet omkring kønsopfattelsen. I en artikel af Sarah Kott i Jyllandsposten d.28.12.16: ”Transkønnede børn: Alle spørger hvorfor” beskrives, hvordan et stigende antal børn ønsker et kønsskifte. I Sverige var det i 2012 blot fire børn og unge som ønskede et kønsskifte, i 2015 var det 116 og i år kommer det tæt på 200, et mønster som gentager sig i flere vestlige lande. Det er jo små tal i forhold til den samlede befolkning men alligevel tankevækkende, for hvad er det, som sker? Er der flere end tidligere, som føler sig fanget i den forkerte krop? Er det hormonpåvirkninger fra miljøet? Er det bare blevet mere legitimt at skifte køn? Er det kulturpåvirkninger gennem transkønnede idoler i medieverden?

Vores opdeling i to køn kan jo også siges at være en ret rigid kategorisering baseret udelukkende på noget biologisk og fysisk men alligevel med klare forventninger til, hvordan man kan og bør agere i verden som henholdsvis det ene eller andet køn. Hvis vores forventninger til køn og seksualitet var lidt mere flydende (jf. mit tidligere indlæg “at være af flydende køn” ), så var det måske også lettere for os alle sammen at finde et ståsted, hvor man ikke oplever sig som forkert? Som verden er nu, så er det en god ting, at man kan få et kønsskifte både fysisk og juridisk, det tror jeg er en lettelse for dem som er berørt af det. Men samtidig vedligeholder vi jo forestillingen om, at man skal være det ene eller det andet for at være ”rigtig”.

I næste uge starter jeg i praktik (læreruddannelsen) og håber at få lejlighed til at diskutere kompetenceområdet ”køn, krop og seksualitet” med min 8. klasse. Bloggen vil med andre ord forhåbentlig byde på mere omkring denne problematik i det nye år. Godt nytår : )

 

…ikke værre men heller ikke bedre!

Hvis nogen af jer har tænkt, at de holdninger, som jeg giver udtryk for i mine blogindlægget, skyldes, at jeg bare er en halvgammel, gnaven feminist, så prøv at se denne video og artikel fra Metroexpress, hvor nogle efterskolepiger fortæller om at blive rørt og gramset på af (nogle) drenge:

https://www.facebook.com/metroxpress/videos/1171823989553710/

Pigerne i videoen fortæller, hvordan drengene tager dem på bryster og bagdele og kommer med seksuelle hentydninger og tilbud. Det gjorde nogle af drengene også, da jeg var ung – og jeg har også oplevet min del af mænd, som åbenbart synes det er ok at holde fast eller holde tæt både til fester og på arbejdspladsen. Så jeg ved ikke rigtigt, om det er blevet værre, men det er i hvert fald heller ikke blevet bedre (det ser bare sådan ud). Kvinder opfattes stadig som ’alment tilgængelig’ for nogle mænd, kvinder som siger nej opfattes stadig som sippede, kvinder er generelt stadig ’selv ude om det’ og de feminine værdier er stadig mindre værd end de maskuline.

Jeg tror desværre, at det på en eller anden måde er knyttet til vores kultur, hvor det handler om, hvem der dominerer hvem, hvem der tjener mest, er smukkest, stærkest eller får den højeste løn. En verden domineret af markedsøkonomi, vækst, hierarkier, konkurrence og magt som ideal. Det er stærke, smukke maskuline værdier, som sikrer os udvikling og fremdrift, fordi denne evige værdiansættelse giver os noget at stræbe efter. Problemet med hierarkier er bare, at nogen skal være i bunden, for at andre kan være i toppen – at hvis der er nogen, som er smukke, magtfulde eller har den største omsætning, så er der også nogen som er grimme, magtesløse og konkursramte og hvis man oplever magtesløshed i bunden af hierarkiet, kan der nemt opstå et had, som kommer til udtryk gennem overskridelse af andres grænser, gennem hadefulde kommentarer på de sociale medier og som et behov for at finde nogen, man kan foragte mere, end man foragter sig selv.  

En lidt dyster udgang på et blogindlæg en lillejuleaften – men det glædelige budskab er naturligvis, at hvis vi i højere grad ligestillede de feminine og maskuline værdier på samfundsplanet, ville der være håb om ligeværdige og respektfulde forhold mellem kvinder og mænd (til deres dages ende) : )

Vi er flere, som taler om det samme…

Engang handlede kvindekampen om at frigøre kvinder fra mænds formynderskab og fra forestillinger om, at kvinder ikke besidder de samme kompetencer og evner som mænd. Man kæmpede for, at denne frigørelse fik sit udtryk i en synlig ligestilling omkring løn, uddannelsesmuligheder, jobmuligheder osv. En uundværlig kamp for frigørelse og ligestilling, men i kampens hede blev det til et spørgsmål om at få adgang til mænds privilegier og ikke et spørgsmål om at ligestille de feminine værdier med de maskuline.

Flere og flere kvinder taler om og håber på et paradigmeskifte – et skifte fra et samfund baseret primært på maskuline værdier, til et samfund hvor feminine værdier værdsættes i lige så høj grad som de maskuline. ”Det feminine skal have sin plads og sin stemme. Det feminine er uundværligt – både for individer, samfund og kloden”, sådan skriver Birgitte Baadegaard i denne kronik i Berlingske: http://www.b.dk/kronikker/fra-feminist-til-troen-paa-det-feminine

Og så er der kampen om retten til at bestemme over egen krop og seksualitet – det kommer jeg tilbage til i et kommende blogindlæg men indtil da, så læs gerne dette blogindlæg af Charlotte Højlund: http://charlottehojlund.dk/arkiver/1975 – hvor hun gør op med nypuritanismen i blandt os og spørger hvorfor vi ikke længere må være topløse på stranden?

På sin vis er der jo ikke noget galt i at gøre brysterne (eller håret) private eller hellige, problemet opstår, når det bliver et krav, at de skal være dækket til – når man bliver kaldt luder eller at selv er ude om voldtægt, fordi man ikke har været tildækket. I en programserie på DR2 i august ”Hvorfor er vi her” fortalte en afroamerikansk kvinde om, hvordan hun som barn oplevede borgerrettighedskampen og skiftet fra, at de sorte fx kun måtte sidde bagerst i bussen, til at de måtte sidde over alt i bussen – også ved siden af hvide amerikanere. Men hun undrede sig over, hvorfor hendes bedstemor alligevel blev ved med at sætte sig bagerst. Adspurgt svarede bedstemoren, at kampen for lige borgerrettigheder ikke havde handlet om at komme til at sidde forrest i bussen eller ved siden af de hvide, men om at have friheden til at sidde, hvor som helst man har lyst. Og det samme gælder for kvindens krop – kampen handler ikke om at vi absolut skal gå topløse, men om ikke at blive kaldt ludere, hvis vi gør.