Fortolkningssystemer

For en tid siden så jeg et klip på Facebook fra programmet Sara Bro på DR2, hvor Knud Romer kommer ud i en argumentation, som han ikke slipper helt godt fra på trods af en ellers god pointe. I sofaen hos Sara Bro sad også Ekaterina Andersen, som er en af de tre kvinder bag Ludermanifestet (se mit sidste blogindlæg). Programmets emne er nøgenbilleder, som kvinder deler på de sociale medier for at sætte fokus på feministiske emner og budskaber – i modsætning til de nøgenbilleder som deles uden kvindernes accept (hævnporno). Ekaterina Andersen argumenterer for sin ret til at være nøgen eller udfordrende klædt uden at blive nedvurderet eller behandlet dårligere end andre. Det er i respons til dette, at Knud Romer bliver inddraget. Han medgiver, at man naturligvis bør kunne klæde sig, som man vil og stadig have krav på at blive behandlet med respekt, men at det kræver, at vi alle anvender den samme fortolkningssystem. Og det er en rigtig god pointe – selvom han formidler sin pointe så dårligt, at han får mange nedladende og hårde kommentarer i Facebook-opslaget, mest fordi de fleste misforstår ham. Jeg tror ikke, at han personligt mener, at ludere kan behandles dårligere end andre, men at man må forvente at blive dårligere behandlet som luder i et samfund, som har et fælles fortolkningssystem, som placerer luderen nederst i hierarkiet. 

Ekaterina Andersen bekræfter faktisk samme pointe lidt tidligere i udsendelsen (cirka 11 minutter inde i programmet). Hun fortæller nemlig, at hun ikke oplever at blive taget alvorligt i forhold til de mange andre emner, som hun også gerne vil tale om, fx klima, indvandring osv. Medierne og publikum er kun interesseret i hende så længe, hun deler nøgenbilleder eller skriver om seksuelle emner. Og det er netop dét, som er Knud Romers pointe, at vores kultur er baseret på en ide om, at alle værdier kan placeres i et hierarkisk forhold til hinanden, rig er bedre end fattig, ung bedre end gammel, direktør bedre end skraldemand, veluddannet finere end ufaglært og så videre. I dette system bliver man også behandlet efter position – sådan at den kendte filmstjerne får – og kan forvente at få – privilegier, som fiskeren fra Hvide Sande ikke får. I dette system står intellektet over kroppen, det nøgterne over lidenskaben. Derfor er luderen placeret langt nede på ranglisten, mens madonnaen/moderen/hustruen er noget højere placeret og kan derfor forvente en respekt og beskyttelse, som luderen ikke har krav på i samme omfang – ligesom heller ikke tiggeren, den hjemløse, den pædofile, svindleren og så videre – der er mange ”kategorier” af mennesker, som vi egentlig accepterer må og bør forvente en anderledes (dårligere) behandling. Knud Romer konstaterer blot denne præmis, mens Ekaterina Andersen har bøjet sig for den, når hun – for at blive taget alvorligt i samfundsdebatten – har måttet gøre sine profiler på de sociale medier mere ”kedelige” – altså med færre nøgenbilleder.

En hierarkisk opdeling af verden er en del af det maskuline paradigmes tankesæt, og som er med til at sikre, at vi udvikler os som mennesker – at vi har noget at stræbe efter, men i en forhåbentlig mere feminin fremtid tror jeg, at vi i højere grad vil bruge det hierarkiske system til at lytte mere til de personer, som taler med viden, visdom, indsigt og dybde – uanset om de er klædt som ludere eller tiggere – end at vi vil vurdere folk på deres ydre. Vi vil fortsat sætte nogle værdier højere end andre, men hvilke egenskaber og værdier, vi værdsætter, vil ændre sig. 

Facebook-klippet med Knud Romer kan ses via dette link: Klip med Knud Romer i Sara Bro på DR2

Hele udsendelsen kan – indtil videre – ses via dette link: Sara på DR2, Nøgenbilleder

De nye og yngre feminister

Jeg har før skrevet om kvindelige kunstnere, som bruger deres egen (ofte nøgne) krop i deres kunst. For en tid siden blev jeg præsenteret for endnu en af disse kvindelige kunstnere i et kunstprogram på TV; Maja Malou Lyse. Hun kan følges på Instagram men tjek også dette link:

habitual_body_monitoring2

Hun hører i sit udtryk til det, man også kalder fjerdebølgefeminister, og som især har de tre forfattere bag bogen ”Ludermanifestet” som de tydeligste frontfigurer: Nikita Klæstrup, Louise Kjølsen og Ekaterina Andersen. Disse tre mener, at luderbegrebet er blevet brugt til at holde den kvindelige seksualitet nede ved at knytte skam til dets eksplicitte udtryk. Derfor opfordrer de kvinder til at tage kontrol over luderbegrebet og ikke kun lade det være et skældsord, som anvendes til at nedgøre kvinders seksualitet. Kvinder skal i stedet tage begrebet på sig og signalere, at det en kvindes fulde ret at klæde sig som hun vil uden at blive nedgjort, gramset på, voldtaget eller undervurderet. Det er de tre forfatteres stærkeste pointe – jeg har selv skrevet om det i et tidligere blogindlæg (Free the nipple); det handler ikke om at alle kvinder skal eller har lyst til at være topløse eller klæde sig luderagtigt, men om retten og muligheden for at kunne gøre det uden at (for at gentage mig selv) at blive nedgjort, gramset på, voldtaget eller undervurderet.
De tre forfattere lever deres pointer ud ved at poste billeder af sig selv på de sociale medier, hvor de ofte er ret afklædte og i hvad man ville kalde seksuelt udfordrende stillinger. Men det virker som om hensigten med nogle af billederne er at se så godt ud som muligt – selfies med reference til pin-up traditionen, mens andre har til hensigt at provokere borgerskabet ved at bruge ret kraftige pornoreferencer i billedsproget. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville kalde dem billedkunstnere, fordi deres anvendelse af billedsproget fra pornoen og pin-up’en er så ukritisk og unuanceret. Det virker stadig som om billederne er lavet for nogens blik – mænd eller kvinder – og provokationen bliver derfor underlig ”flad” og ligegyldig som statement (i mine øjne altså).
Der har Maja Malou Lyse en helt anden sødmefuld og kunstnerisk tilgang til det samme symbolsprog, hvor hun på en måde blot udforsker sin egen seksualitet uden at rette en kritik i nogen bestemt retning. Hun signalerer en kontrol over egen krop og seksualitet ved – forunderligt nok – at anvende de symboler og referencer, som især pornogenren er kendetegnet ved – hun tager ligesom en kvindelig ejendomsret over disse symboler ved at flytte dem ud af pornouniverset og ind i den kvindelige krops private sfære, hvor manden og hans penis umiddelbart er helt fraværende (også som blikposition). Billedkunstnerisk knytter hun tråde til 70’erne og 80’ernes feminisme med billeder af blodige dildoer (menstruationsblod antager jeg), af brændende dildoer og af hendes egen livmoderhals. Men ellers er hun en god repræsentant for fjerdebølgefeminismen som er karakteriseret ved dets seksualiserede billedsprog og udbredte anvendelse af de sociale medier. Jeg er ikke sikker på, at hendes hensigt er at provokere eller kritisere (som er Ludermanifestets hensigt), men at hun i højere grad forsøger at udforske og være nysgerrig på den kvindelige seksualitets virkelighed i 2019. Og det synes jeg lykkes ret godt for hende. Maja Malou Lyse er ung og er i færd med at uddanne sig til kunstner på Kunstakademiet, så mon ikke vi kommer til at se mere til hende i fremtiden – jeg glæder mig til at følge hende 🙂 

“Hvorfor er skolen et fængsel?”

Jeg har en elev i tredje klasse, som bliver ved med at spørge mig, hvorfor skolen er et fængsel – hvorfor skal skolen bestemme over ham? Hvorfor må man ikke gå uden for skolen grund? Hvorfor skal man sidde på sin stol, når læreren beder om det? Hvorfor skal man lave en opgave, hvis man nu ikke gider? Og jeg ender ofte med at give det svar, som alle andre voksne sikkert også giver ham – at sådan er verden nu engang indrettet, at hans forældre skal kunne stole på, at han er på skolen i skoletiden, at det er svært at give en fælles besked, når alle går omkring, og at man skal øve sig for at blive bedre – alle gode og rigtige svar, men bare ikke svar på det, han reelt spørger om. Han mangler en helt grundlæggende forklaring på, hvorfor verden hænger sådan sammen, fordi det ville give ham oplevelsen af mening med egen hverdag, hvis han vidste det. Det, som fortvivler mig – som voksen og som lærer – er, at jeg selv var sådan et barn engang. Jeg stillede også den slags spørgsmål, jeg manglede også at forstå, hvorfor verden trak denne uendelighed af krav og forventninger ned over mig pakket ind som sandheder.

Men hvornår giver det mening? Livet? Hverdagen? Jobbet? Skolen? Det tumbler jeg så med i øjeblikket, for jeg er jo provokeret af, at jeg ikke kan give drengen et ordentligt svar. Det synes jeg, at jeg burde kunne – jeg har i hvert fald tænkt tanker nok i de 54 år, jeg har været her.

Jeg læste for en tid siden i en artikel om Morten Albæk (i forbindelse med hans nye bog), at han mente at vi fejlagtigt får sat lighedstegn mellem tilfredsstillelse, lykke og meningsfuldhed. At et meningsfyldt liv indebærer, at man er lykkelig og tilfredsstillet, men i virkeligheden behøver et meningsfuldt liv ikke indeholde hverken tilfredsstillelse eller lykke. Hverdagen kan bestå af både trivialiteter og smerte og alligevel opleves som meningsfuldt – og den distinktion er vigtig – i hvert fald når man søger efter mening.

I virkeligheden burde mening hverken være noget, man skal finde eller skabe. Det burde ligge naturligt indlejret i vores selvforståelse, og på mange måder er det måske lige akkurat der, at problemet har sin rod. Vi oplever ikke længere os selv om uundværlige i et fællesskab – vi har ikke længere værdi i kraft af den funktion, vi udfylder i forhold til andre. Engang var det nok, at man bare havde et job, så man kunne betale regningerne, men det er det ikke længere for de fleste af os. Nu skal det netop også være tilfredsstillende – ”det skal være sjovt”, som enhver elev i skolen ville sige. Nogle søger tilfredsstillelsen mens andre synes der ligesom skal være en højere mening med det, vi gør (og med det faktum at vi overhovedet er her). Det senmoderne menneskes forbandelse? Eller fremtidens velsignelse? Hvis vi da finder frem (eller tilbage) til meningen med livet.

Indtil videre er mit bedste bud på mening, at vi oplever os selv som værdifulde, fordi vi er del af et fællesskab. At vi har noget at byde ind med, som udfylder en funktion for andre. Men jeg er ikke sikker på, at drengen i 3. klasse køber den – forklaringen om at han må indordne samfundets forventninger, fordi han dermed bliver en værdifuld opretholder af samme samfund. I den udgave køber jeg den jo knapt nok selv 😀

Jeg tænker at fortsættelse følger….  🙂

Køn i skolen – og andre steder

Blot en tilføjelse til sidste blogindlæg om køn i skolen, for jeg har netop læst denne kronik i Børsen af Kirsten Stendevad – en af mine heltinder 🙂

I kigger det forkerte sted hen efter flere kvinder i ledelse

Alle synes at være enige om, at det er et problem at kvinder ikke deltager mere på ledelsesniveau i driften af virksomheder, institutioner og samfund – især fordi kvinders faglige ressource ikke er mindre end mænds. Men problemet er, at vi alle skal opføre os som det ene køn for at kunne indgå i det samfund, som vi ellers er fælles om. En kvinde, som vil høres og tages alvorligt i en virksomhedsbestyrelse bestående af mænd, må ofte tale det samme sprog, som de gør, for at blive opfattet som et fuldgyldigt medlem. Det er hun nødsaget til, fordi den maskuline kultur ikke altid er gearet til at forstå, at den feminine energi indeholder en styrke og et udsyn, som kan anvendes positivt i driften af virksomheden, institutionen eller samfundet. Mange kvinder deltager ikke på topledelses-niveauet, fordi de ikke føler sig tilpasse med kulturen der, og fordi mange kvinder i virkeligheden er ret tro (på trods) mod den kvindelige og feminine natur, som de føler sig forbundne med.

Det hele drejer sig om kultur – og kultur er heldigvis så meget en fælles konstruktion, at vi også i fællesskab kan ændre den. Hvis vi er nok, der vil det samme 🙂

Køn i skolen

Jeg skulle have været til uddannelsesdebat i Nr.Nissum i denne weekend, men har i den forløbne uge startet på en ny arbejdsplads, så jeg havde mere brug for at sove 😊 Men debattens tema var i år ”Køn i skolen”, og kønsproblematikken er jo et emne, jeg tidligere har berørt på denne blog, så jeg ville gerne have hørt debatdeltagenes vinkler på problemstillingen. Via Uddannelsesdebattens Facebookside har jeg dog haft mulighed for at høre Mette Korsgaards oplæg: ”Vi er alle mandschauvinister”. Her fremfører hun nogle efterhånden gammelkendte påstande og undersøgelser, om at vi alle ubevidst gentager et mandschauvinistisk kønsrollemønster. Undersøgelser viser fx at de fleste af os ville vælge at give en dukke til et lille barn i lyserødt tøj, mens vi omvendt vil give barnet i blåt en legetøjstraktor. Vi bliver også stadig overrasket, når en ung kvinde vælger at blive ingeniør, eller når en ung mand vil være sygeplejerske. Og på den måde har hun jo ret i, at vi alle er mandschauvinister.

Jeg oplevede det faktisk selv – på en måde – da jeg for et par år siden til eksamen på læreruddannelsen hos en kvindelig eksaminator og en mandlig censor – jeg fik karakteren 10 og begrundelsen for, at det ikke blev 12, lød nogenlunde sådan her: ”Birgitte, der er ingen tvivl om at du er et meget empatisk menneske, som har en induktiv og reflekterende tilgang til tingene – og det er faktisk ret sympatisk, og du er sikkert god at arbejde sammen med, MEN det her er en eksamenssituation og derfor bliver du nødt til at kunne tage et standpunkt og argumentere for det, du skal stå fast og være tydelig og klar i din kommunikation – i det hele taget må du være bedre til at ”sælge dig selv’”. Så på trods af ”at der ikke var tvivl om at det faglige var i orden”, så kunne jeg ikke få topkarakter. Umiddelbart accepterer vi alle præmissen om, at man for at få 12 må kunne argumentere tydeligt og ”sælge sig selv”, for sådan er det jo generelt i vores samfund, og langt de fleste af landets eksaminatorer ville have givet samme karakter og samme begrundelse og oplevet det som en fair karaktergivning!  Og selvfølgelig er det sådan, at hvis man vil anvende et system, hvor man giver karakterer, må man jo nødvendigvis rangere noget i forhold til noget andet, men faktisk er der jo intet i de henholdsvis maskuline og feminine værdier, som min eksaminator ridsede op for mig, som kan siges at være mere værdifulde end de andre. At kunne tage et standpunkt er lige så værdifuldt som at være empatisk, og på den måde var det ikke helt korrekt at lade min personlighed afgøre min karakter – men det er lige akkurat, hvad der sker hele tiden både på samfundsplan og i folkeskolen. Det virkelige problem er jo ikke, at piger vælger kvindeerhverv og drengene mandeerhverv, problemet er, at kvindeerhvervene ikke har samme status som mandeerhvervene – og at feminine værdier ikke anerkendes på samme niveau som maskuline værdier.

Naturligvis skal man i skolen være bevidst om ikke at have forventninger om, at drenge er bedst til IT, og piger er bedst til mennesker – både lærere og forældre skal blive bedre til at se på børn og unge som mennesker – og ikke som køn – og hjælpe det enkelte lille menneske til at udfolde de naturlige interesser og egenskaber, det er i besiddelse af. Mon ikke at det også blev den overordnede konklusion på uddannelsesdebattens tema? Men jeg tænker også samtidig, at vi skal passe på med, hvordan vi rangerer de forskellige egenskaber i forhold til hinanden. Det ville være et skridt på vejen, hvis vi holdt op med at tænke, at robust er godt, mens sårbar er dårligt, eller at tydelig argumentation er godt, mens empati er mindre godt. Et skridt på vejen ville være at acceptere, at alle er forskellige og derfor byder ind med forskellige kompetencer og evner – uanset køn – og at vi faktisk har brug for det hele. Vi har brug for de robuste og vi har brug for de sensitive. Vi har brug for dem, som kan tage en beslutning, og vi har brug for dem, som kan se sagen for flere sider. Og vi har – håber jeg – brug for nørdede enegængere, som bedre kan sidde hjemme og skrive blogindlæg om køn og feminisme end at sælge selv ude i den store verden  😊

Pornokvinden og skamløsheden

Da jeg skrev på mit bachelorprojekt om porno som emne i seksualundervisningen, faldt jeg over en kommentar til et TV2-program, hvor en repræsentant fra Sex og Samfund forsøgte at ”sælge” ideen om at sætte porno på skoleskemaet. Kommentaren kom fra en kvinde, som sagde at hendes barn ville blive taget ud af skolen, hvis der blev undervist i og om porno “for porno var noget at det mest kvindeundertrykkende og nedværdigende, man kunne forestille sig”. Kommentaren er på mange måde meget typisk for den generelle holdning til porno – i hvert fald den politisk korrekte holdning.

Men jeg kom i tvivl om pornoens undertrykkende karakter, da jeg senere læste artiklen, ”Fotografiet og det pornografiske scenario” af Rune Gade, heri sætter han fokus på noget, som faktisk ikke havde faldet mig ind tidligere, nemlig pornokvindens skamløshed: ”At være nøgen, blottet og byde sig til, og samtidigt kunne se hvem som helst i øjnene, er skamløst. Netop dette moment af skamløshed i en kvinde, der vel vidende om påtrængende fremmede blikke stiller sig til skue, profiterer pornografien på, simpelthen fordi det er uartigt, hinsides ”den gode tone”, der fordrer skam i forbindelse med nøgenhed og lyst”

Skam er i særlig grad knyttet til kvindens seksualitet – ideen om den ærbare kvinde er indlejret i vores kulturelle dna, en ide så gammel at vi ikke længere kan redegøre for dens ophav. Det er ikke fordi, skam er noget slemt, det er nok snarere en nødvendighed, da oplevelsen af skamfuldhed hæmmer de naturlige menneskelige følelser, som potentielt kan være skadelige i en mindre gruppe, fx grådighed, vrede og begær. Det ville jo være ulideligt, hvis alle bare skamløst fulgte deres begær efter magt, mad, sex, andres ejendom og så videre. På den måde lærer vi allerede som børn en selvkontrol, som er med til at sikre, at vi kan leve sammen i grupper. Som kvinde kan man dog undre sig over, at kvindens seksualitet åbenbart er så farlig, at den i særlig grad har været udsat for undertrykkelse gennem de sidste par tusinder år. Vi oplever jo ikke os selv som specielt farlige. Men sådan er det altså stadig: Den kvindelige lyst/begær/seksualitet samt alt andet knyttet til kvindens underliv er ligesom lidt upassende at vise i det offentlig rum. Den restriktion lever vi alle med – og lever vel også okay med? Men det er lidt forvirrende, at man så kalder pornofilmene kvindeundertrykkende, når de jo netop er fulde af grådige, lystfulde, skamløse kvinder – altså kvinder som giver udtryk for det, som kvinder i den virkelige verden ikke kan – i hvert fald ikke uden risiko for at blive kaldt billige ludere. Hvordan bliver det undertrykkende? Jeg føler sommetider, at vi på en eller anden måde bliver dobbelt snydt…

Og så dog, for den grådige liderlige pornokvinde er ikke en repræsentant for hverken den kvindelige eller den feminine seksualitet. Jeg tror bestemt, at den feminine seksualitet er både kraftfuld, dyb, mørk og grådig såvel som blid og omsluttende, men at den skal se ud og komme til udtryk, sådan som pornokvinderne viser den, er vel snarere et udtryk for, hvordan den maskuline seksualitet definerer en liderlig kvinde, end det er et reelt udtryk for, hvordan en kvinde ønsker at vise sin fulde seksualitet. Og det er måske netop i den maskuline definition af den liderlige kvinde, at undertrykkelsen finder sted? At kvinder oplever porno som kvindeundertrykkende, fordi de ikke selv får lov at definere, hvordan deres seksualitet skal se ud?

Alligevel synes jeg, at pornokvinden på sær vis slår bro mellem kvinders undertrykte lyst og mænds længsler efter den skamløse kvinde. Måske er det på tide, at vi tager pornokvinden til os og hylder hende i stedet for at foragte hende – og lade hende hjælpe os på vejen ud af skammens begrænsning? Ikke at idealet er at blive så skamløse som kvinderne i pornofilmene men at blive mindre skamfulde over den seksualitet, vi trods alt har – – og at finde værdigheden i den feminine og kvindelige lyst og seksualitet.

 

Forfaldets sårbarhed

Jeg læste, at Rene Toft Simonsen har udgivet en bog om overgangsalder og om livet som kvinde i 50’erne. I omtalen stod der, at hun blandt andet kommer ind på den sårbarhed, der synes at fylde mere med alderen. Og netop det med sårbarheden har jeg selv tænkt en del over i forbindelse med min midaldrende krop. Det er ligesom at den sårbarhed, som altid har været der på indersiden, nu er blevet synlig på ydersiden i kraft af kroppens ældning. Det har noget at gøre med den status som den unge, slanke og faste krop har – når den unge krop forvandler sig til en slap, træt og rynket udgave, mister den samtidig den status og værdi, den plejede at blive tillagt. I hvert fald i vores kultur – fordi vi tror på det – ikke fordi det nødvendigvis er sandt. Sandheden er jo den, som vi vælger at tro på, og som vi gennem troen gør til virkelighed. Jeg er nu 54 og ville ønske, at jeg kunne forlade den virkelighed, som dikterer, at midaldrende kvinder er uinteressante, fordi de ikke ser unge ud længere – eller kun er interessante, hvis de endnu ikke ser gamle ud. Da jeg var yngre, kunne jeg gemme mig bag det slanke, unge og kønne ydre, men det er simpelthen ikke muligt længere. Nu står jeg der med strækmærker og mavefedt, åresprængninger på benene, med hud som ligesom har givet slip på indersiden af lårene, det samme gælder bryster og mormorarmene … Det er den faktuelle virkelighed for mig og for mange af mine medsøstre på samme alder, men at det skulle gøre os værdiløse og uinteressante både som personer og som kvinder, er en konstrueret sandhed. Problemet er, at vi tror så meget på netop den sandhed, at vi har svært ved at se, hvordan den ellers skulle se ud. Ofte bliver alternativet, at vi så må se yngre ud. Operationer, botox, slankekure, træning – målet er at se 10 år yngre ud, for så opleves en kvinde som sexet, som en succes, og man lytter stadig gerne til hende. Og her er vi ved humlen i mit indlæg; at jeg ikke rigtig føler, at jeg har en legitim stemme i forhold til at skrive om seksualitet, krop og køn, fordi jeg er over 50. Jeg har i tidligere indlæg skrevet om min fascination af kvindelige kunstnere, som bruger deres egne nøgne kroppe i deres kunst – fordi der sker noget interessant i forhold til kroppen som subjekt/objekt, når en kunstner bruger sin egen krop i et kunstværk i modsætning til at bruge andres. Men de kvindelige kunstnere, jeg har skrevet om (Kirsten Justesen, Carolee Schneemann, Katja Bjørn), var alle unge og smukke, da de lavede deres performancekunst. De blev set og hørt blandt andet på grund af deres pæne kroppe. Fordi de oplevedes som seksuelt attraktive. Havde de lavet den samme kunst som midaldrende, ville ingen have lagt mærke til dem – højst med lidt foragt eller medlidenhed. Måske netop på grund af det sårbare og skrøbelige i at fremvise en forfalden krop? Det maskuline paradigmes værdi-sætning af kvindens krop har en alt for stor og fastgroet indflydelse på vores kultur. Men som sagt er sandheden den, som vi vælger at tro på – virkeligheden kan til enhver tid konstrueres om – så jeg poster mit indlæg i håb om en ny tid : )

Metoo

Metoo-bevægelsen! Jeg kan sådan set godt tilslutte mig fænomenet, selvom det desværre også har udviklet sig til en slags heksejagt, hvor selv en arm om livet og et kys på halsen (givet for 10 år siden) har været nok til at hænge en mand ud. Jeg har jo selv oplevet det på arbejdspladser og til fester – armen om livet og de uopfordrede kys – mon ikke alle kvinder har det? De beskrivelser, som kvinderne under hashtagget ”metoo” deler med verden, er (desværre) genkendelige for næsten alle kvinder i verden – det er faktisk beskrivelsen af et livsvilkår for kvinder, som har været så almindeligt, at det har været normen. Så halleluja for at det kommer frem i lyset nu. MEN omvendt er jeg også bange for, at bevægelsen vil afholde endnu flere mænd fra at lægge den der kærlige hånd på en kvindes ryg – en hånd som signalerer, at han oplever hende som kvinde, som tiltrækkende og at han er klar til at tage vare på hende.

For der er i min erfaring to kategorier af mænd (groft opdelt) Der er de, som bruger berøring som en del af deres kommunikation med et andet menneske – det fungerer, fordi der ikke ligger et direkte seksuelt motiv bag (selvom det gerne må ende der), og fordi det bliver gjort i venlighed og respekt. Så er der de, som rører og tager fat, fordi de oplever det som en rettighed og med en direkte seksuel hensigt. Sidstnævnte er den slags mænd, som bliver ved, også selvom man beder dem lade være – og bliver sure og ubehagelige.  

I søndags læste jeg så en kronik i Jyllandsposten af cand.psych. Frej Prahl – en yngre mand – som forklarer mænds opførsel med angsten for afvisning. Han beskriver hvordan en mand har tre valgmuligheder, hvis han har lyst til en kvinde; stille kvinden et forslag (date, telefonnummer osv) og risikere af blive afvist, lade være med at gøre noget og dermed undgå at blive afvist, eller bare tage hvad han har lyst til, hvorved han også undgår afvisning. Vi siger fx også ofte, at når drenge skubber eller generer piger i skolen, så er det fordi de godt kan lide dem og gerne vil have kontakt med dem. Det samme gør sig altså gældende for voksne mænd. Så de mænd, som uopfordret tager en kvinde på brysterne eller på bagdelen, er faktisk mænd som er angste for kvinders afvisning.

Jeg ved ikke om det hjælper at vide at mænds dårlige opførsel skyldes angst for afvisning – det gør mig faktisk bare lidt mere træt. Lad os håbe at metoo-bevægelsen varsler nye tider 🙂 

Konkurrencestat og præstationssamfund

 

I sidste blogindlæg anbefalede jeg Kirsten Stendevads bog ”Fremtiden er feminin”, hvor hun skriver om at inddrage og ligestille det feminine aspekt i fremtidens samfund. Nogle af de problemstillinger, som hun mener at tilbyde en løsning på, bliver beskrevet i to nye udgivelser, som jeg ganske vist ikke har læst endnu, men som man kan læse om i artikler i henholdsvis Kristelig Folkeblad og på Folkeskolen.dk (se link nedenfor). Jeg refererer i dette blogindlæg derfor kun til forfatternes holdninger og meninger, som de kommer til udtryk i artiklerne.

Den ene artikel handler om bogen ”Præstationssamfundet”, som er skrevet af sociolog Anders Petersen. Han beskriver et samfund og et menneskesyn, som han mener kan være årsagen til de mange depressioner, vi ser i dag. Han mener, at menneskesynet i dag knytter sig til idealet om ”at være effektiv, produktiv, omstillingsparat og hele tiden klar til at præstere bedre, så man på den måde kan være med i kapløbet om at komme langt og blive et vellykket, succesfyldt menneske” – og at det vel og mærke er den enkeltes eget ansvar at blive dette vellykkede menneske.
Det starter allerede i skolen. Anders Petersen beskriver, hvordan hans eget 3.klasse-barn fik en folder udleveret i skolen om hvad barnet kunne gøre for at blive et robust menneske – det var fx at lave mål for sig selv om at møde til tiden eller smøre egen madpakke. Jeg har oplevet det samme i en 3. klasse, hvor eleverne skulle lave mål for sig selv – både fagligt og socialt. Som barn (eller voksen) kan man i dag ikke blot følge med strømmen, man skal i stedet kunne definere egne individuelle mål – mål som man kan blive holdt ansvarligt for at opfylde.

Den anden artikel handler om bogen ”Hvad skal vi svare”, som er skrevet af professor i filosofi Arne Johan Vetlesen og sociolog og lektor Rasmus Willig. Bogtitlen refererer til, hvad vi skal svare når den økologiske og økonomiske kollaps er en realitet, og fremtidens generationer spørger os ”hvorfor gjorde I ikke noget, mens tid var?”.
De to forfattere ser en sammenhæng mellem samfundets ydre krav og det indre pres mange oplever i form af depressioner og stress: ”Børn er depressive, stressede og lider af social angst, og man skal være fuldkommen blind, hvis man ikke kan se relationen til konkurrencestatens særlige præstationstyranni“. Konkurrencestaten møder nemlig modstand og kritik ”med at svare ‘det er et vilkår’, ‘det er dig, der er ufleksibel og ikke omstillingsparat’ og så videre”, siger Rasmus Willig”.

Så forfattere til de to bøger lader til at være enige om, at vi i dag lever i et samfundssystem, som gør os mere og mere syge indeni – fordi konkurrencestaten og præstationssamfundet bilder os ind, at det er vores egen skyld, at vi har det dårligt – som Anders Petersen siger, så har selvkritik erstattet samfundskritik i præstationssamfundet.

Konkurrencementaliteten, markedsøkonomien og liberalismen har uden tvivl dannet grundlag for udviklingen af vore komfortable hverdag og mange goder, men når så mange bliver syge både fysisk og psykisk, så bør vi stoppe op og spørge os selv, om der måske er noget, som nu trænger til at blive ændret? Om fremtiden skal bygges på andre paradigmer og værdier? For jeg tror altså ikke, at fremtiden og jordkloden vil blive reddet af konkurrence mentalitet – jeg tror redningen skal findes i en fælles forståelse for, at vi er i samme båd, at vi har ansvar for hinanden, og at det ikke gælder om at vinde over ”de andre” eller tjene de fleste penge. Men at det i stedet handler om at føle ansvar for hinanden, om at forsage nogle at de goder, vi oplever som rettigheder, om nærvær og langsommelighed – og om at finde det samfunds- og ressourcemæssige mest bæredygtige grundlag – Vetlesen og Willig argumenterer for ‘den bæredygtige stat’ som alternativ til konkurrencestaten – og jeg tænker at denne (utopiske?) bæredygtige stat skal bygges på blandt andet solidaritet, forsagelse og mindfulness …… og på det feminine paradigme – naturligvis : )

 

Artiklen om “Præstationssamfundet” er skrevet af Bjørg Tulinius i Kristelig Folkeblad: opraab-fra-sociolog-vi-har-udviklet-et-samfund-der-skaber-depression-og-angst
Artiklen om “Hvad skal vi svare” er skrevet af Esben Christensen på Folkeskolen.dk: konkurrencestatens-skadelige-virkninger-raekker-langt-ud-over-vores-forestillingsevne

 

Er fremtiden feminin?

Jeg har læst to bøger i sommer: “Stilhedens væsen” af Sara Maitland og “Fremtiden er feminin” af Kirsten Stendevad. Begge skrevet af feminister – den ene lidt mere old-school end den anden – og begge med fokus på det feminine yin-aspekt af tilværelsen – den ene lidt mere implicit end den anden.

Sara Maitland skriver en begavet beretning om hendes egne forsøg på at indkredse stilhedens væsen og om hendes egen søgen efter stilheden – og selvom hun ikke direkte berører yin-aspektet, så kan man sige, at selve dét, at søge, er maskulint, men det som hun søger – stilheden – er grundlæggende feminint. Fordi man, for at kunne “høre” eller fornemme stilheden, må være stille – enten fysisk stille eller stille i sit sind – og den stilhed indeholder et element af stilstand og nærvær i forhold til både det ydre og det indre, som i højere grad kan kaldes yin end yang. Sara Maitland forsager mange af det moderne samfunds bekvemmeligheder i forsøget på at nå ind til den enkelhed, som for hende repræsenterer adgangen til stilheden – hun flytter ud i ensomhed og begrænser sit forbrug af internet og tv og mobiltelefon til fordel for meditation og stille iagttagelse af fuglene på heden. Og finder en indre ro og balance i denne ydre stilhed.

Kirsten Stendevad skriver også om ro og balance – ikke blot hos den enkelte men også på samfundsplan. Hun har i mange år arbejdet på at gøre det feminine ligeværdigt med det maskuline, hvilket hun mener kun kan opnås ved at vi alle – kvinder såvel som mænd – finder en større balance mellem det feminine og det maskuline energifelt i os selv og at vi derved vil ændre adfærd til fordel for kloden. Som jeg har skrevet om tidligere, så drives verden lige pt af det maskuline paradigme med fokus på vækst, markedsøkonomi, profit, magt, konkurrence, rationalitet osv. Mens det feminine paradigme bliver nedvurderet med sit fokus på følelser, spiritualitet, medansvar, social kapital, nærvær og hengivelse. Stendevad mener, at løbsk yang-energi er ved at smadre planeten, fordi den ikke holdes i skak af yin-energien (fordi den er blevet svækket gennem de sidste par tusinder år) (s.244). Jeg er enig. Jeg synes netop – i forlængelse af mit porno-emne –  at pornoen er et godt eksempel på, hvor grim den (ellers smukke) maskuline energi/seksualitet bliver, når den ikke bliver omsluttet af en stærk feminin energi, som fordrer nærvær og dybde og stilstand (og stilhed?).

Stendevad har i mange år arbejdet med Gudindeskole-kurser, der skal hjælpe kvinder til at genfinde kontakten til deres feminine styrker. Tanken er her, at hvis det feminine skal styrkes, må man starte med kvinderne, fordi de ofte har en naturlig fornemmelse af (og længsel efter) det feminine aspekt, selvom de i stort omfang agerer som mænd for at kunne begå sig i et maskulint orienteret verden. Hendes bog “Fremtiden er feminin” henvender sig dog både til mænd og kvinder, og den orienterer sig primært mod erhvervslivet, men budskaberne kan forstås og anvendes bredt.

“Fremtiden er feminin” er skrevet i et ubesværet let forståeligt sprog (synes jeg i hvert fald), så den er nemt læst, og der er meget stof til eftertanke, da bogens budskab i stort omfang vender op og ned på fastlåste forestillinger om, hvordan vi bør indrette os.

Men er man til det lidt mere nørdede og spirituelle, så er Sara Maitlands “Stilhedens væsen” bestemt også værd at stifte bekendtskab med, den gør også i høj grad op med vores forestillinger om, hvordan verden er sat sammen og hvad der er “normalt” : )